Alle ingredienser til stede
Lørdag kl. 17.00 fløjtes topbraget mellem AaB og F.C. København i gang på Aalborg Stadion. Alle 22 spillere går på banen én gang for alle at slå fast, at de hører til i toppen af dansk fodbold.
Af Jessica Schrøder
Nogle af spillerne er netop vendt hjem fra en følelsesmæssig rutschebanetur ovenpå den overstående landsholdssamling. En af dem er den tidligere AaB’er og nuværende FCK-spiller, Rasmus Würtz, der er med i truppen til lørdagens kamp. Dog forsikrer Würtz om, at han er mere end klar til weekendens topbrag.
- Alt motiverer mig til sådan en kamp, og det er ikke svært at omstille sig efter nogle dage sammen med landsholdet. Det har været rigtig interessant at være en del af det, selvom det ikke gik helt som det skulle, starter Würtz og fortsætter.
- Kampen på lørdag er nem at sætte sig op til, da det jo er min gamle klub, og sådan nogle opgør ser man altid frem til som spiller. Efter landsholdssamlingen har vi kun begrænsede træningsmuligheder inden kampen på lørdag, hvor vi primært sørger for at ’finde hinanden’ igen, restituere og ikke mindst tale om hvordan vi skal spille dem, siger Rasmus til FCK.DK inden han kigger lidt på sin gamle modstander.
- De har en meget stærk offensiv og vi har især fokus på Rade (Prica, -red) og Nomwethe, som jo i dén grad har markeret sig med mål og godt offensivt spil i efteråret. Vi skal sørge for at lukke godt af i back-kæden således at deres angrebsspil ikke kommer i gang, fastslår Würtz.
Men hvad kan vi egentlig forvente os af kampen på lørdag? Ofte ender klassisk, spændende topbrag med at blive en omgang mindre seværdigt taktisk fodbold, der som regel ikke heller ikke byder på særligt mange mål.
Men lige netop mål er noget af det, AaB har specialiseret sig i i efterårets sæson. Nordjyderne har scoret hele 26 af slagsen, og er dermed det mest scorende hold i ligaen p.t. Dog skal man ikke overse det faktum, at de til gengæld også er det hold, der har lukket tredjeflest mål ind…
Formkurven hos begge hold lægger op til en spændende omgang fodbold på Aalborg Stadion lørdag. AaB har vundet de seneste seks superligakampe, og de danske mestre har kun tabt én kamp i ligaen siden sæsonstarten.
Dog er opgørene mellem AaB og F.C. København svære at spå om. Statistikkerne taler for sig selv og viser, at Byens hold ud af de seneste ti opgør mod AaB, har vundet seks, spillet to uafgjort og tabt to. Nordjyderne har dog ikke vundet over Løverne på hjemmebane i de seneste otte indbyrdes opgør, og det er et ubøjeligt faktum, at F.C. København kun har tabt to af sine seneste 27 SAS Ligakampe!
Begge hold kvalificerede sig for små to uger siden til UEFA Cuppens gruppespil, og har nu yderligere international erfaring med sig i bagagen. Internationale-, landsholds- og SAS Ligakampe bør dog endnu ikke have medført træthed i benene, og de danske mestre har de seneste år spillet mange internationale kampe og oparbejdet rutinen i at sprede kræfterne, så de rækker til sæsonens lange og udfordrende program.
F.C. København er endt øverst i tabellen de seneste par år, og de nærmeste forfølgere har sluppet taget i forårssæsonen. Mon det bliver det samme for indeværende sæson, eller skal det lykkes et andet hold at vippe F.C. København af mesterskabspinden?
Rasmus Würtz er ikke i tvivl:
- Jeg er sikker på at vi nok skal få knivskarp modstand fra hold som AaB, OB og FC Midtjylland, og tror heller ikke på at ligaen er afgjort før til allersidst, slutter Würtz.