Andreas Bjelland

Andreas Bjelland udlejet til Lyngby

F.C. København har udlejet Andreas Bjelland til Lyngby Boldklub for den kommende sæson. Dermed vender 33-årige Bjelland tilbage til den klub, hvor hans karriere begyndte.
 
Andreas Bjelland kom til FCK i sommeren 2018 og er siden noteret for 76 kampe i den hvide trøje:
 
”Vi kender alle Andreas' kvaliteter som fodboldspiller, og han har haft en flot karriere," siger Peter Christiansen.

"Han var med til at få FCK tilbage på sporet, da han kom til i 2018 og var en nøglefigur i det mesterskab."

"Han har været ekstremt uheldig med skader, og det har gjort, at han ikke har spillet så mange kampe, som alle havde ønsket her. Jeg har stor respekt for den måde, han har håndteret skadesperioderne på, for det er ikke let, når man elsker spillet, som Andreas gør."

"Vi er glade for, at vi har fundet en løsning, hvor han forhåbentlig kan blive en samlende figur i den klub, hvor det hele begyndte. Vi ønsker ham alt det bedste,” siger Peter Christiansen.
 
Andreas Bjelland har kontraktudløb i FCK i sommeren 2022. Han er noteret for 29 A-landskampe og ser frem til at vende tilbage til sin tidligere klub:
 
”Min tid i FCK startede rigtigt godt, men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have spillet meget mere, end jeg har haft mulighed for," siger Bjelland.

"Sådan er det nogle gange, og jeg har haft det rigtigt godt i hverdagen i klubben med staben og mine holdkammerater."

"De fleste ved, at Lyngby betyder meget for mig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at bidrage til, at klubben snart er i Superligaen igen,” siger Andreas Bjelland.
 
Alle i F.C. København takker Andreas for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.