Bundu klar for F.C. København
F.C. København er blevet enige med RSC Anderlecht om en lejeaftale, der sender Mustapha Bundu til København frem til sommeren 2021, hvor vi har mulighed for at indløse en købsoption, hvis vi ønsker det.
23-årige Bundu slog sit navn fast i dansk fodbold under sit ophold i AGF, hvor det blev til 109 kampe med 21 mål og 25 assists for offensivspilleren fra Sierra Leone.
I sommeren 2020 skiftede han til RSC Anderlecht, hvor han har spillet 9 kampe.
Kvist: Vi forsøgte at hente ham i sommer
”Bundu har store individuelle kvaliteter og har også i vores øjne internationalt potentiale," siger William Kvist.
"Vi forsøgte at hente ham til FCK allerede i sommeren 2020, hvor det ikke var muligt, og hvor Anderlecht i stedet landede en aftale."
"Han har ikke fået forløst potentialet i Anderlecht, og det har givet os chancen igen, hvor Jess Thorups stærke netværk i Belgien og relationen til Peter Verbeke fra Anderlecht også har været en afgørende faktor.”
Perfekt med mulighed for at udløse købsoption
”Vi kender ham indgående fra 3F Superligaen og ved, at han under de rigtige omstændigheder kan blive en profil for os,” fortsætter William Kvist, der ser en lejeaftale med købsoption som en optimal løsning:
”Det giver os et halvt år til at få det bedste ud af hinanden, og går det som vi tror og håber, så er det oplagt, at vi gør brug af muligheden for at udløse klausulen til sommer."
"Vi ved, at det kan tage lidt tid for Bundu at falde helt ind på holdet og i klubben, så det er perfekt, at vi nu har den mulighed for virkelig at få tingene til at klikke, inden vi eventuelt køber ham fri,” siger William Kvist.
Thorup: Bundu supplerer med fart og power
Cheftræner Jess Thorup ser frem til at få et nyt offensivt våben i truppen:
”Vi har rigtigt dygtige angribere i truppen, men vi har været på udkig efter en, der kunne supplere med fart og power i sit spil. Det har Bundu som to af sine store kompetencer, så vi ser ham som et godt supplement til de muligheder, vi har i forvejen.”
”Bundu er en aggressiv og udfordrende angribertype, som både er stærk en mod en, har god tilstedeværelse i boksen og er stærk i omstillinger med sin store fart, der også hele tiden er en trussel for modstanderne i deres bagrum. Vi glæder os meget til at få ham ud på banen,” siger Jess Thorup.
Bundu: Glad og stolt
Mustapha Bundu, der er noteret for fem landskampe for Sierra Leone, ser frem til at komme tilbage til dansk fodbold og blive en del af F.C. København:
”Jeg er virkelig glad og stolt over, at FCK har ønsket mig," siger Bundu.
"Det er en stor klub, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Jeg glæder mig til at spille i Parken og gøre hvad jeg kan, for at klubben når sine store ambitioner.”
Kender mange i forvejen
”Det er ingen hemmelighed, at det ikke er gået, som jeg havde håbet i Anderlecht, men jeg vil hellere bruge min energi og mit fokus på at glæde mig til at komme i gang i FCK end at ærgre mig over det."
"Jeg kender mange af mine nye holdkammerater fra banen, og jeg kender selvfølgelig Jens Stage og Rubén Sellés i forvejen, ligesom jeg kender ligaen godt. Jeg ved, at der er store forventninger til FCK, og jeg håber også, at jeg kan være med til at indfri dem, og så må vi se, om jeg bliver længere end til sommer,” siger Mustapha Bundu, der får trøje nr. 28.
SPILLERFAKTA
Navn: Mustapha Bundu
Født: 28. februar 1997
Tidligere klubber før RSC Anderlecht: AGF og FC Hereford