Daramy og Pep Biel funklede igen i fremragende sejr i Aarhus
3-1 i Aarhus og tre sejre på en uge! Det er status efter sejr over Brøndby sidste søndag, Plovdiv i torsdags og nu tre point ude over AGF denne søndag.
Efter indledende kæmpechancer til både Jonas Wind og Victor Kristiansen kom føringsmålet fortjent til løverne midtvejs i første halvleg.
Mohamed Daramy kom på tavlen i torsdags og var endnu engang brandvarm denne regnvåde søndag i Aarhus.
Han brugte både teknik og fysik, da han bankede bolden i nettet efter 21 minutters spil.
På kanten af feltet tog han et smart træk forbi første AGF'er, holdt derefter den næste væk med kroppen, inden han hårdt og fladt sendte bolden i nettet bag Jesper Hansen i AGF-målet.
I tillægstiden i første halvleg blev føringen fordoblet. Jens Stage havde fik først en stor mulighed, og angrebet blev fastholdt og til sidst fandt Kevin Diks en helt fri Pep Biel foran mål og spanieren scorede sikkert for fjerde kamp på stribe.
Flere chancer blev misbrugt i starten af anden halvleg, og istedet for 0-3 blev det 1-2, da tilbagevendte Patrick Mortensen scorede på straffespark dømt imod Nicolai Boilesen, der havde hånd på bolden i feltet.
Men spændingen holdt kun få minutter, for så var Pep Biel dobbelt målscorer. Endnu engang var han fri foran mål, og men venstrebenet sendte han kuglen i kassen på fremragende forarbejde af Victor Kristiansen på venstrekanten.
Flere mål fik vi ikke i kampen, hvor vi endte med 10 minutters tillægstid - efter fem minutters pause undervejs, da dommer Jakob Sundberg måtte udgå skadet og overlade fløjten til 4. dommer Mikkel Redder i de sidste 25 minutter.
Dermed tog vi den tredje Superliga-sejr på stribe og går op på 11 point for de 5 første kampe.
Læs mere og se højdepunkerne senere her på siden.
Forza FC!