F.C. København køber Federico Santander
14/06 2015 10:04
F.C. København har købt den paraguayske angriber, Federico Santander, fra Club Guarani. 24-årige Santander har underskrevet en fem-årig kontrakt i København.
- Med købet af Santander har vi fået en fysisk stærk, men også meget mobil og målfarlig angriber, der selvfølgelig vil skulle bruge lidt tilvænning til vores form for fodbold. Det er vi overbeviste om, at han vil kunne gøre relativt hurtigt og han passer godt både som en angriber, der kan spille alene eller sammen med en anden helt fremme. Det giver os nye muligheder i spillet, siger manager Ståle Solbakken.
Federico Santander selv er nu rejst tilbage til Paraguay, hvor han sammen med sin nuværende klub skal spille semifinale i den sydamerikanske udgave af Champions League, Copa Libertadores, mod argentinske River Plate. Når Club Guarani er færdige i turneringen vil Santander slutte sig til F.C. København:
- Jeg er meget glad og jeg er taknemmelig overfor klubben, fordi de har valgt mig. Jeg vil give mit bedste for F.C. København, som er forpligtet til at vinde titler og er en klub, der skal kvalificere sig til internationale turneringer. Det vil jeg hjælpe klubben og mine holdkammerater med, siger Federico Santander.
Angriberen bliver sommerens fjerde nye spiller for F.C. København, der også har hentet Benjamin Verbic, Peter Ankersen og Kasper Kusk til hovedstaden;
- Vi har fået gjort det, vi håbede, så det er jeg meget tilfreds med. Nu handler det om, at vi får de skadede spillere hurtigt tilbage, så vi kan få en fuldt ud kampklar trup, for det siger sig selv, at vi ikke bare kan eller vil erstatte de skadede spillere med nye, siger Ståle Solbakken.
Federico Santander vil få trøje nummer 19 i F.C. København og du kan se et længere interview med ham kl. 10.00 på FCK.DK.
Fakta:
Navn: Federico Santander
Født: 4. juni 1991 Højde: 187 cm.
Tidligere klubber: Club Guarani (Paraguay), Racing Club (Argentina), Toulouse (Frankrig) og Tigre (Argentina).
Landskampe: 6 for Paraguay.