Jores Okore skifter til F.C. København
F.C. København har i dag hentet forsvarsspilleren, Jores Okore, i den engelske klub Aston Villa. 24-årige Okore har skrevet kontrakt frem til sommeren 2020 og får trøje nummer 26.
- Vi er meget glade for, at Jores har valgt at komme til FCK. Han er en spiller, der har nogle evner i international klasse, som hans fysik og fart, der gør ham til en meget spændende spiller. Hans tid i England startede rigtigt flot, men han var siden uheldig med en alvorlig skade og en klub med store problemer. Nu får han en ny start hos os, hvor han vil gå ind og konkurrere på lige fod med de øvrige forsvarsspillere. Han er ikke helt i gear endnu, men vi har sammen lagt en god plan for ham, og når han rammer toppen igen, så er han en rigtigt dygtig spiller. Det her er en rigtig god mulighed for både Jores og os, siger manager Ståle Solbakken, mens FCK-direktør, Anders Hørsholt glæder sig over en ny god FCK-nyhed:
- F.C. København er en klub med store ambitioner, og vi har i den seneste uge vist, at vi gør alt, hvad vi kan for at indfri dem både på banen og på transfermarkedet. For os handler det om at agere med rettidig omhu for at være klar til de opgaver, der venter os. Vi skal være forberedte og grundige og det er tilgangene af Nicolai Boilesen og nu Jores Okore endnu to eksempler på, siger direktør, Anders Hørsholt.
Jores Okore spillede før skiftet til Aston Villa for FC Nordsjælland, som han var med til at gøre til dansk mester i 2012, hvor han også var en del af den danske EM-trup, inden han samme år spillede Champions League med FC Nordsjælland. Nu ser han frem til at jagte samme resultater med F.C. København:
- FCK er Skandinaviens største klub og har vist gang på gang, at man kan være med på internationalt niveau. Det er optimalt for mig, at jeg kan komme til en klub, der har samme store ambitioner som jeg selv. Min tid i England endte ikke lige så godt, som den startede, men jeg har lært en masse og jeg er topmotiveret for at vise, at jeg stadig er en god fodboldspiller. Nu skal jeg bygge mig selv op stille og roligt og så forsøge at hjælpe holdet i de store og spændende opgaver, der er foran os i klubben. Jeg kan ikke vente med at komme i gang sammen med resten af holdet og jeg kender allerede mange af drengene, så jeg er sikker på, at jeg falder hurtigt til, siger Jores Okore.
Første arbejdsdag for den nye forsvarsspiller er på mandag.
Alle i F.C. København ønsker Jores velkommen til klubben.
SPILLERFAKTA:
Navn: Jores Okore
Position: Forsvarsspiller
Født: 11. august 1992
Tidligere klubber: FC Nordsjælland og Aston Villa
Landskampe: 8 A-landskampe