Okore: Går rundt som en sulten løve

Okore-debut i reserveligasejr over FCN

Vores reserver vandt også sæsonens anden kamp, da FC Nordsjælland blev sendt hjem fra Nummer 10 med et 3-1-nederlag i bagagen.

I en jævnbyrdig åbning på kampen havde Bashkim tidligt en stor chance, men FCN-keeperen Indy Groothuizen reddede hans forsøg. I stedet fandt Tom Høgli vej til netmaskerne, da et indlæg fra back-kollega Frederik Bay endte ovre i hans højre side, og med et tørt og præcist hug sparkede han den ind i den fjerne ende af målet.

Ikke længe efter blev det 2-0, da FCN-midterforsvareren Abdul Munin ville heade tilbage til sin keeper, men de to var ikke helt afstemt, og i stedet gik bolden i en blød bue ind i netmaskerne.

Herefter kom gæsterne dog udmærket tilbage i kampen, og Asante reducerede 10 minutter før pausen efter godt forarbejde i højre side af Godsway. Minuttet efter var det endda tæt på 2-2, men Høgli headede væk på stregen, og siden kom nordsjællænderne aldrig til de helt store muligheder.

Chancefattig 2. halvleg
Det gjorde Julian Kristoffersen dog kort efter pausen, men headede fra nært hold lige på keeperen på et fint Høgli-indlæg. Kort efter var den lange frontløber dog på pletten, da FCN-forsvaret kludrede i et indlæg fra venstre, og så kunne han liggende rage bolden i nettet til dagens anden norske scoring.

Siden skete der ikke alverden hvad angår afslutninger, men vi fastholdt et udmærket greb om tingene med vores væsentligt mere erfarne hold. Men der var god vilje og energi hos nordsjællænderne, så det alt i alt blev en udmærket og tempofyldt kamp.

Okore tilfreds med første kamp
Jores Okore fik sin første kamp i FCK-trøjen, da han i pausen afløste Erik Johansson, og han løste stille og roligt sine defensive pligter - og fik endda fornøjelsen af anførerbindet de sidste 20 minutter, da Antonsson gik ud.

- Det var dejligt at komme i gang, og jeg synes selv det gik udmærket, men der er lige nogle princippet i spillet, som jeg skal have helt styr på. Men det skal nok komme, sagde en tilfreds Okore efter kampen, da han lige havde hilst til højre og venstre på sine tidligere klubkammerater fra Farum.

Se billedgalleri fra kampen ved at klikke på pilene i topbilledet.

Tirsdag den 6. september 2016, kl. 13.00 på Nummer 10. Reserveliga, 2. runde
F.C. KØBENHAVN-FC NORDSJÆLLAND 3-1 (2-1)
13.: 1-0 Tom Høgli
19.: 2-0 selvmål, Abdul Mumin?
36.: 2-1 Ernest Asante
48.: 3-1 Julian Kristoffersen?
Ca. 100 tilskuere. Dommer: Casper Thorsøe Jr.

F.C. København: 41 Kim Christensen – 2 Tom Høgli, 15 Mikael Antonsson (anf.) (71.: 30 Joel Felix), 5 Erik Johansson (46.: 26 Jores Okore), 34 Frederik Bay – 17 Kasper Kusk, 35 Aboubakar Keita (77.: 36 Devrim Sahin), 24 Youssef Toutouh (61.: 27 Morten Hjulmand), 32 Danny Amankwaa – 9 Bashkim Kadrii, 37 Julian Kristoffersen

Ikke benyttet: 31 Frederik Ibsen