William Kvist vender hjem til F.C. København
Det er en ægte FCK´er, der nu vender hjem til Byens Hold.
Efter fire år i tysk og engelsk fodbold kan landsholdsspilleren William Kvist nu igen kalde sig F.C. København-spiller. Midtbanespilleren repræsenterede med stor succes F.C. København fra 2004-2011, hvor han som anfører blev solgt til tyske VfB Stuttgart:
- Vi ved, hvad William står for og han ved, hvad vi står for, så det er en rigtig god løsning. Vi er i en situation, hvor vi har haft og fortsat mange skader og mange i en rekonvalensfase og med tilgangen af William, så er vi garderet, så vi er sikre på, at vi altid kan stille med et stærkt centralt forsvar og en stærk central midtbane, uden vi skal gå på kompromis. Samtidig er William en person og en spiller med stor national og international succes og erfaring, der kan hjælpe især de unge spillere både på og udenfor banen. Han vil have en hurtig tilvænningsperiode og skal nu have noget kamptræning. Det starter allerede på mandag for reserveholdet, siger manager Ståle Solbakken.
30-årige William Kvist har vundet fem danske mesterskaber med F.C. København, han har rundet 42 landskampe og blev i 2011 kåret til årets spiller i Danmark.
- Jeg vil gerne være med til at bygge noget op. Jeg tog til udlandet for det samme og prøvede tre gange, uden det lykkedes. Nu kommer jeg hjem til et sted, hvor jeg kan mærke, at der er noget rigtigt spændende på vej. Det vil jeg gerne bidrage til. Det har hele tiden været en drøm at vende hjem til FCK og det er vigtigt for mig, at jeg kan gøre det, mens jeg stadig kan bidrage og give noget. Det føles rigtigt nu. Jeg kommer for at vinde mesterskaber og derfor har jeg lavet en lang aftale på fem år, hvor vi også skal ud og angribe Europa igen. København er min by. Jeg elsker København, jeg elsker Danmark og jeg elsker FCK, som jeg har været fan af, siden jeg var otte år. Jeg glæder mig helt vildt til igen at cykle rundt i vores by og spille i Telia Parken, siger William Kvist.
I aftalen mellem F.C. København og William Kvist er der en klausul, der gør, at han efter det første år kan købes fri for et fastsat beløb i en afgrænset periode. Sker det ikke, så fortsætter aftalen i yderligere fire år.
- Den model har gjort, at vi har kunne lykkedes med at hente William hjem, og det er en løsning, som begge parter er tilfredse med. Efter den kom på banen, kom vi hurtigt til enighed og det er vi rigtigt glade for, siger manager Ståle Solbakken.
William Kvist får trøje nummer 6 i F.C. København og tiltræder med omgående virkning.
Fakta:
Navn: William Kvist Jørgensen.
Født: 24.2 1985.
Højde: 184 cm.
Landskampe: 42.
Tidligere klubber: F.C. København, VfB Stuttgart, Fulham FC og Wigan Athletic.