SKADER, CORONA, SØLV OG EUROPÆISK KVARTFINALE

F.C. København holdfoto 2019-20

Som forsvarende mestre havde vi et stærkt hold til at jagte en plads i Champions League-gruppespillet, og trods en korsbåndsskade til Nicolai Boilesen under træningslejren i Østrig samt et salg af topscorer Robert Skov, så indledte vi efteråret med syv sejre i otte kampe – og en uafgjort i en svær udekamp mod Crvena Zvezda, hvor en formstærk Jonas Wind udlignede på Panenka-straffe.

Men returkampen blev et mareridt, hvor vi røg ud efter en maraton-straffekonkurrence efter at have flere ”matchbolde” til at komme i CL-playoff mod Young Boys.

Værre var det, at Dame N’Doye og Jonas Wind med få dages mellemrum pådrog sig alvorlige skader, der stort set holdt dem ude resten af sæsonen. Det skete også kort før transferdeadline, hvor Ståle blandt andet valgte at give Nicklas Bendtner chancen i FCK-trøjen på en lejeaftale i efteråret.

Med en del besvær kom vi i Europa League-gruppespil og gik også videre til 1/16-finalerne, og vi fulgte også godt med i Superligaen og kvalificerede os til forårets pokalkvartfinale. Men det nye år blev ikke den nye start, vi havde håbet på, selv om vi leverede en fornem præstation ved at slå Celtic ud af 1/16-finalerne. Efter 1-1 i en magisk europæisk kulisse i København, formåede vi at vinde 3-1 på Celtic Park.

Men mens truppen forberedte sig til den første 1/8-finale ude mod Istanbul Basaksehir, så lukkede Danmark og det meste af verden ned på grund af Covid-19-pandemien, og det betød en kamppause på to en halv måned, hvor spillerne kun måtte træne i små grupper.

Vi kom dog godt i gang efter pausen med fem sejre uden nederlag, men tabte siden fire af fem kampe i Superliga-slutspillet og var tæt på at miste sølvmedaljerne til AGF, inden vi med nød og næppe fik de nødvendige point, mens århusianerne snublede.

Mens de andre hold gik på sommerferie, formåede vi at banke Basaksehir 3-0 og komme i vores første europæiske kvartfinale. Her ventede Manchester United på neutral bane i Köln og desværre uden fans på tribunerne. Her leverede vi endnu en toppræstation og med en stribe fantastiske redninger af Kalle Johnsson tvang vi englænderne ud i forlænget spilletid, hvor der måtte et straffespark til at sikre dem en smal 1-0-sejr.

Det skete næsten på dato et år efter Crvena Zvezda-nederlaget og markerede afslutningen på en af de mest bizarre sæsoner i lang tid – og en af de længste, for efter United-kampen kunne kun se frem til to ugers sommerferie, før de skulle tilbage på træningsbanen.