Fælledparken

CPH PLAYDAY udskudt grundet Fælledparkens tilstand

CPH PLAYDAY, der skulle have fundet sted i Fælledparken på lørdag, er på grund af Fælledparkens tilstand desværre udskudt. Græsset i Fælledparken er efter søndagens massive regnvejr og den efterfølgende anvendelse ved Halvmarathon af en sådan beskaffenhed, at Københavns Kommune har indstillet al aktivitet i Fælledparken i en længere periode, så den ikke kan benyttes til arrangementer - dette for at undgå at påføre arealet uoprettelige skader.

Med dette korte varsel har vi ikke været i stand til at finde et andet ledigt sted at gennemføre et så stort arrangement uden at gå på kompromis med kvaliteten af den samlede oplevelse for de tusindvis af børn og unge, som skulle deltage.

Vi er naturligvis kede af det – først og fremmest på vegne af alle de skolebørn, som havde glædet sig til at prøve kræfter med de mange idrætsaktiviteter, som vi i samarbejde med Københavns Kommune og Paul Petersens Idrætsinstitut havde arrangeret.

Vi arbejder allerede nu på at finde en dato i foråret hvor vi kan gennemføre arrangementet, enten i Fælledparken eller i DGI Byen.