Guardiola: - Respekt for FCK

Guardiola: - Respekt for FCK

 

 

af Torkil Fosdal

 

På aftenens pressekonference med Josep Guardiola fremhævede den spanske mestertræner Josep Guardiola flere gange, at Barcelona er taget til København med stor respekt for de danske mestre, og at det ikke bare er noget, han siger for at være høflig. Direkte adspurgt mente han endda, at F.C. København ville kunne klare sig godt i den spanske liga: - Det er et stærkt mandskab med en rigtig god organisation, og de har mange strenge at spille på i angrebsspillet, kontraer og dødbolde, så en sejr vil være et godt resultat for os, sagde Guardiola.

 

Han forholdt sig også til det faktum, at det er ved at være længe siden, det spanske storhold har vundet en udekamp i Champions League:

 

- Jamen, det er svært at spille Champions League! Selv om vi har vundet turneringen 2 gange og nået semifinalerne 6-7 gange, så er der altså ingen lette puljer, man møder kun gode hold, når man er med på det her niveau. F.C. København er et stærkt hjemmehold, og de er et mesterhold, og det er altid svært at blive national mester, uanset hvilken liga man spiller i, sagde Guardiola, der givetvis er helt på det rene med, at løverne p.t. fører den danske liga ganske suverænt.

 

Når alt det er sagt, så lagde den tidligere storspiller dog heller ikke skjul på, at han går efter sejren, der vil give klubben ro til at koncentrere sig om den hjemlige liga et par måneder:

 

- En sejr er vigtig, for så kan vi sætte Champions League på stand by indtil februar, konstaterede han og berørte dermed en situation, der ikke er ønskværdig for de danske mestre, nemlig at han måske stiller et rent reservehold i de sidste to kampe mod Panathinaikos og Rubin Kazan, som dermed får lidt lettere ved at hente point til kapløbet om de andre pladser i gruppen. Hvis man da overhovedet kan bruge ordet "lettere" om kampe mod det spanske storhold, der senest gav Sevilla en ordentlig øretæve på Camp Nou lørdag aften, hvor de vandt 5-0, og hvor Messi for tredje kamp i træk blev dobbelt målscorer.

 

I modsætning til i Barcelona var det ikke den lille argentinske troldmand, der indtog podiet som repræsentant for spillertruppen, men derimod en højre back, der befinder sig mindst lige så meget på modstanderens banehalvdel som Pospech, nemlig Dani Alves. Han ved også, hvad der venter i den danske nationalarena tirsdag aften kl. 20.45:

 

- Vi ved godt, der vil være et stort tryk fra tilskuerne, men vi vil prøve at spille vores eget spil. Vi er blevet bedre og bedre i løbet af sæsonen, og selvfølgelig vil vi gerne spille hver gang som mod Sevilla i lørdags, men det lykkes ikke altid - vi har også dårlige dage, sagde angrebsbacken, der tålmodigt svarede på spørgsmål fra den store skare af spanske og catalanske pressefolk. Dog ikke om holdkammeraten Xavi, der angiveligt har udtalt, at han aldrig vil passe ind på et hold som Real Madrid. Derimod ville han gerne fortælle nok engang, hvem der er hans store forbillede som fodboldspiller:

 

- Cafu! Han har altid været mit idol, svarede Alves beredvilligt, hvorefter han ligesom Guardiola roste FCK generelt og deres indsats i den første kamp og konstaterede, at Barcelona må præstere en god kamp for at vinde i morgen.

 

Alt i alt udviste de begge en professionel og anerkendende indstilling over for de danske værter, og kun på spørgsmålet om Pinto's fløjtekarantæne anede man en vis irritation hos Guardiola, der afviste at kommentere nærmere på de sagen, bortset fra at han bekræftede, at det da har bidraget til at øge intensiteten op til kampen.

 

Og Pinto eller ej, så er intensiteten til at tage at føle på her et døgn før det går løs. PARKEN vibrerer allerede af intensitet og international affære, og uden for havde en større skare taget plads i god tid med mobilkameraer m.m. for at sikre sig et glimt af bussen med de spanske verdensstjerner, når den kørte til og fra PARKEN. Inden for er PARKEN selvfølgelig også klædt i de efterhånden velkendte Champions League-farver og -logoer, og desuden kan vi allerede nu godt love en meget spektakulær tifo, når spillerne løber på banen i en lydkulisse, der garanteret ikke vil stå tilbage for de største af de største arenaer i Europa.

 

  

 

 

Josep Guardiola anerkendte de danske mestres styrker  

 

 

Dani Alves ved hvad der venter

 

 

Er humøret lige så højt hos verdensstjernen i morgen aften?

 

 

 Carlos Poyol får næppe tid til den slags i morgen, når han har N'Doye i hælene

 

 

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk