Facts om F.C. København - HSV

FCK.DK har her samlet nogle facts om torsdagens uhyre vigtige UEFA Cup-kamp mod Hamburger SV.

Kampen
Kampen spilles klokken 21.00 i PARKEN. F.C. København spiller helt i hvidt, mens Hamburger SV spiller i bordeaux trøjer, sorte bukser, og bordeaux sokker.

Tilskuerne
Der er indtil videre solgt over 32.000 billetter til opgøret. Cirka 4.600 af disse er til HSV-fans, der kommer til at sidde på det nederste og mellemste afsnit af Coca-Cola tribunen. F.C. København Fan Club planlægger i øvrigt en storartet tifo til opgøret?

Billetter til opgøret kan stadig købes i FONA-butikker rundt omkring i landet, i Super Shoppen - både i PARKEN og på Frederiksberg, samt ved personligt fremmøde hos Billetlugen, Øster Alle 42.

De to hold
Hverken F.C. København eller Hamburger SV har nogle karantæner til kampen. Hos F.C. København er Peter Ijeh og Urmas Rooba med sikkerhed ude til kampen. Hos HSV er Mehdi Madhavikia ude med en skade, men ellers er gæsterne ved fuld styrke. Således er både Sergej Barbarez, Emile Mpenza, Raphael Wicky og Khalid Boulahrouz med i truppen.

Forberedelserne
HSV ankommer til København onsdag eftermiddag og træner i PARKEN om aftenen. F.C. København træner også i PARKEN onsdag klokken 16.30 for lukkede døre. Herefter drager man til Hotel Marina i Vedbæk for at overnatte og forberede sig på torsdagens opgør.

TV
Kampen sendes direkte på dansk TV2 samt på tyske DSF.