Traktordrengene kommer

Det er altid vanskeligt at sammenligne fodboldkampe, men jeg må tilstå, at vor seneste hjemmekamp mod AGF er en af de bedste FCK-kampe, jeg har set gennem tiderne.

Derfor er det også med stor forventning, at jeg ser frem til lørdagens topkamp mod FC Midtjylland. Vi er på toppen rent spillemæssigt og så er det jo yderst passende, at vi møder en af de 2-3 klubber, der er blevet udråbt som seriøse udfordrere til vor status som danske mestre. At både FCM og vi tillige er kommet rigtig fornuftigt fra start i årets udgave af SAS Ligaen gør bestemt ikke kampen mindre interessant. Midtjyderne var i øvrigt så venlige at hente mig i traktor i forbindelse med vor kamp på Heden i foråret. Det var en høflig gestus, som jeg længe overvejede at gengælde i forbindelse med lørdagens kamp. Jeg har imidlertid besluttet mig for at undlade at lade Jens Ørgaard fra FCM hente i en limousine direkte fra 4-toget...

Lørdagskampe
Det har skabt en vis irritation blandt fans og kommercielle samarbejdspartnere, at TV3 har placeret samtlige vore hjemmekampe i september på lørdage. Jeg kan kun sige, at beslutningerne er truffet uden vor indflydelse, og at vi deler frustrationen 100 procent. Vi har nu indledt en god og positiv dialog med tv-stationen omkring det fornuftige i prioriteringen. Rent kontraktligt er der ingen tvivl om, at TV3 har ret til at flytte vore kampe, men jeg er samtidig overbevist om, at de ansvarlige mediefolk kan se det uhensigtsmæssige i, at vore
kampe konstant flyttes til lørdag - med knap tre ugers varsel. Under alle omstændigheder kan jeg konstatere, at F.C. København i den
grad bidrager til at skabe værdi i tv-aftalen, idet samtlige vore kampe hidtil i sæsonen har været bragt live. Det sætter i den grad spørgsmålstegn ved fordelingen af tv-pengene, idet 50 procent af beløbet fordeles solidarisk mellem klubberne, men det er en helt
anden historie.

Til gavn for fodbolden
Den opmærksomme fodboldfan har måske bemærket, at vi i den forgangne uge er indtrådt i Superligaen A/S, og at sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm er blevet valgt ind i Divisionsforeningens bestyrelse. Det er sket efter modne overvejelser fra vor side, men konklusionen er blevet, at vi på denne måde kan optimere klubbens muligheder for at påvirke beslutningerne i dansk fodbold. Jeg ved, at det vil gavne både F.C. København og dansk elitefodbold.

Afslutningsvis velkommen til spillere, ledere og fans fra F.C. Midtjylland.


Med venlig hilsen

Flemming Østergaard
Bestyrelsesformand

(Udrag fra lørdagens kampprogram)