Kampreferat: FCM vs. FCK
De to hold
Ståle Solbakken havde valgt 5 nye i startformationen i forhold til mandagens knusende 4-1-sejr i SAS Ligaen – Niclas, Tobbe og Ailton var blevet hjemme i København, og Brede og Silber indledte kampen på bænken. I stedet var der et glædeligt comeback i startopstillingen til Marcus Allbäck, som dannede angrebsduo med Berglund.
Erik Rasmussen havde ”kun” foretaget fire ændringer og bl.a. taget Thomas Røll med på den centrale midtbane. På tilskuerpladserne var der til gengæld temmelig mange ændringer i forhold til det sæsonrekordstore fremmøde i mandags… og de temmelig mange tomme sæder fortalte tydeligt, at der ikke var tale om udskiftninger, men om midtjyske afbud! Derimod var ganske pænt besøgt i FCK-hjørnet, selv om mange først ville gense hovedstaden ret langt ud på natten.
FCM bedst fra start
Hvis man havde forventet en gentagelse af mandagens totale FCK-dominans fra første fløjt, blev man hurtigt skuffet. FCM kom klart bedst fra start og var aggressive og pågående, mens vi havde svært ved at få vores spil i gang.
Og da Lasse Heinze efter små 10 minutter tog sig sikkert af et direkte frispark fra Oscar, som ellers studsede lumsk i græsset på Silber-måden, så det ud til, at hjemmeholdet ikke var i gavehumør denne gang.
Det var da også i overensstemmelse med spillets fordeling, da Midtjylland kom foran efter 17 minutter – men måske på en lidt billig baggrund, da Dadu tog et snævert træk i feltet og nærmest faldt over Hutch, som ikke lignede en aktiv og bevidst synder. Men Vollquartz var ikke i tvivl og pegede på pletten, og Dennis Sørensen scorede sikkert.
Bella fik udlignet, men FCM kom foran igen
FCM blev ved med at presse på, og FCK-forsvaret virkede i flere situationer lidt for tøvende, men som kom hjemmeholdet alligevel i gavehjørnet, og så slog mestrene kynisk til. Lars opsnappede en fejlaflevering på midten af banen og sendte straks Grønkjær ned langs højrekanten, og Heinze stormede lidt umotiveret ud af sit mål for så at fortryde på halvvejen. Men den rutinerede 10’er passerede ham køligt med en flad afslutning, og inde foran mål løb Berglund på den rigtige side af Kristian Bak og kastede sig ned og fik lige præcis skubbet bolden så langt ind over stregen, at Vollquartz fløjtede den inde.
Det tog lidt af luften ud af hjemmeholdets offensiv, og kampen var nu helt åben og jævnbyrdig, men stadig med FCM et ulvehoved foran deres modstandere. Blandt andet demonstreret af Dennis Sørensen, da han få minutter før pausen førte bolden op hele vejen fra midten af banen, trak ud til venstre i feltet og afviste Gravgaard, inden han lagde bolden præcist ind til Collins, der kunne first-time den fladt i nettet til ny føring.
Inden pausefløjtet nåede Berglund at komme frem til en udmærket afslutning, men han sparkede lidt for blødt og Heinze kunne redde.
Silber ind fra 2. halvlegs start
Det blev svenskerens sidste aktion i denne kamp, idet Ståle valgte at sende Silber på banen til 2. halvleg og sætte Grønkjær op i angrebet.
Det skulle så småt vise sig at gøre en væsentlig forskel, for selv om han efterhånden fik hjemmepublikummet på nakken, så udførte Grønkjær – ligesom i mandags – et kæmpe løbearbejde og tilførte mere tyngde og fysik til angrebet. Og med en sulten Allbäck som en yderst flittig og løbestærk makker.
De første 10 minutter var dog FCM’s, og et kig på hjørnestatistikken illustrerer ganske godt kampens forløb. Efter den første times tid stod det 4-0 til FCM, men så fik vi fire hjørnespark i løbet af 10 minutter, og på det tredje udlignede Dan. Hjalte sparkede fra venstre, Grønkjær snittede den videre ind mod mål, hvor Heinze tabte den ud for fødderne af Dan, der sagde tak og hamrede bolden ind fra nært hold.
Kampen tog nu til i intensitet, og Vollquartz måtte til lommerne flere gange. Det var dog os, der dominerede kampen nu, mens der blev længere og længere mellem FCM-angrebene. Silber var tæt på efter en kontra, han selv havde igangsat, men Heinze nåede lige akkurat at få fingrene i Grønkjærs fine indlæg, inden Silber kunne få hovedet på.
Dadu fik til gengæld hovedet på et Røll-indlæg efter 70 minutter, da han pludselig stod meget fri mellem Lars og Gravgaard, men han headede lige ved siden af. Røll selv havde kort efter et udmærket langskud, som Jesper dog havde styr på og sikkert greb ude ved sin højre stolpe.
En rigtig pokalfight
Nu kunne man virkelig tale om en pokalfight med intenst, afvekslende og underholdende spil. Fansene i begge ender af arenaen levede også med, og med 11 minutter igen troede FCK’erne at kampen var afgjort, da et frispark blev sendt ind i feltet og Dan saksesparkede (!) bolden mod den fjerneste stolperod, hvor Hutch styrede den det sidste stykke over stregen. Men canadieren blev vinket off side… og det står hen i det uvisse, om den var gået ind, hvis han ikke havde rørt den.
Med 8 minutter igen satte FCM sin super-reserve Christian Olsen ind, mens Anders Storskov hentede væske og bananer for at være klar til at fylde energi på de trætte spillere i tilfælde af en eventuel forlængning. Og der blev brug for en påfyldning, for den ordinære spilletid endte 2-2.
Brændt straffe, inden Brede slog til
Lars udgik på grund af lidt problemer med lysken, og William overtog højre backen, men Brede kom ind på den centrale midtbane. Det bidrog kun til at sætte yderligere fysisk tryk på de trætte FCM-spillere, og fem minutter inde i forlængningen fik vi den største af alle chancer for at knække dem, da Røll hægtede Hutch i det kriminelle felt. Men Heinze gik til den rigtige side og parerede Hjaltes velplacerede, men ikke tilstrækkeligt hårde forsøg, og så fik den unge keeper lidt oprejsning igen, mens pokaldramaet fortsatte med FCK som mere og mere toneangivende for hvert minut der gik.
12 minutter inde i 3. halvleg kom forløsningen så. William kastede et langt indkast fra højre, som Grønkjær forlængede, og da Kristian Bak og Dadu begge ville heade væk blev resultatet en hoppende bold ud i eget felt, som Brede havde tid til at tage bestik af, inden han hamrede den op i nettaget med venstrebenet uden chance for den sprællende Heinze. Det var Bredes første scoring siden hjemmekampen mod Ajax, så han reserverer dem åbenbart til pokalkampe.
Da spillerne gik ind til de sidste 15 minutter, var det tydeligt, at vi var fysisk og mentalt ovenpå. Mackan ville ikke stå tilbage for Dan og forsøgte sig med et saksespark efter en lang bold fra William, men den røg lige ved siden af.
Jesper redningsmand i slutminutterne
FCM var dog ikke mere ude af kampen end at Christian Olsen fik sin obligatoriske mulighed for at komme på tavlen. Men for en gangs skyld kiksede det for ham, da Danny Olsen elles stak en fornem pasning ind til ham i feltet, men Jesper reddede fornemt hans forsøg. Endnu farligere blev det dog kort efter, da FCM fik frispark i det ene hjørne af vores straffesparksfelt, og på Danny Olsens fine indlæg ramte Dadu stolpen, hvorfra bolden var ved at springe i mål, men Jesper fik med en fantastisk refleksredning viftet den væk med armen. Det gik så stærkt, at stadionspeakeren nåede at sætte scorings-melodien i gang over højttalerne, så stor var ærgrelsen, da det gik op for hjemmepublikummet, at bolden aldrig var over stregen.
I stedet kunne mestrene køre den hjem på rutinen og sikre sig videre avancement til semifinalerne efter en hård og intens pokalfight. Som FCK’er vil man nok mene, at kampen fik den rette vinder, men langt hen i kampen var det FCM, der styrede begivenhederne og med en vis ret kan føle, at de burde have kørt sejren hjem. Men de blev langsomt kværnet ned af de sultne og aggressive løver, der nok engang viste stort mentalt og fysisk overskud, da det gjaldt.