Kræfter og koncentration slap op

To måneder og to dage efter 3-0-sejren i Prag var det endelig blevet tid til den med spænding imødesete 1/16-finale mod Olympique de Marseille, og det lignede længe en ny, stor præstation af løverne, der spillede en fremragende kamp indtil der manglede 5-10 minutter. Så slog de snu franskmænd til med et par flotte scoringer, der sikrede en komfortabel 3-1-sejr, der set med danske briller var lidt i overkanten af det fortjente.

Det startede ellers fint på den lækre grønsvær i de frostkolde omgivelser, hvor sneen havde væltet ned over hovedstaden hele torsdagen. En flot Nedre C-tifo forudså, at løven ville æde den franske frø, og det var da også hjemmeholdet, der kom til kampens første afslutning, da Pospech efter 2-3 minutter fandt Vingaard ved fjerneste stolpe, men hårdt presset sparkede han over mål fra spids vinkel.

Ellers var det lidt uventet franskmændene, der lagde bedst ud rent offensivt og pressede københavnerne højt oppe på banen og stressede den bageste firekæde lidt mere end Ståle & co. nok havde forventet i kampens indledning. Det blev dog ikke til egentlige chancer og efter et kvarters tid fik løverne bedre styr på begivenhederne og som halvlegen skred frem blev spillet bedre og bedre.

N’Doye og Grønkjær løb meget og arbejdede hårdt oppe foran, men havde svære betingelser mod de store, stærke Marseille-forsvarere. Nørregaard og Kvist havde godt fat på midtbanen, og især Kvist erobrede mange bolde og fordelte dem fornuftigt, men Hutchinson og Vingaard kom til gengæld ikke rigtig i spil på kanterne. I forsvaret havde Zanka et par fejl i opspillet, men organisationen var god og stram, så man holdt Marseille fra farlige afslutninger.

Stor københavnsk mulighed
Efter 34 minutter viste løverne tænder, da det tålmodige og kontrollerede spil med ét blev omsat til hyperfarligt kontraspil. Grønkjær accelererede på højrekanten, trak forbi Mbia og slog et perfekt indlæg i feltet, hvor Hjalte havde taget den lange løbetur frem mod forreste stolpe – han nåede dog ikke indlægget, men det gjorde N’Doye, som tvang keeper Mandanda ud i vandret position, hvor han slog bolden ind på Diawara, der var meget tæt på at ekspedere den ind i eget net.

Hjemmeholdet fortsatte de gode takter halvlegen ud, men det hører med i billedet, at også Pospech og Antonsson havde enkelte svipsere i bagkæden, der kunne være blevet livsfarlige, hvis franskmændene havde været mere skarpe, men det blev ved de 0-0 efter de første 45 minutter.

Endnu en stor chance
Kort efter pausen fik N’Doye endnu en kæmpe chance af den type, der ikke er råd til at misbruge i kampe på det her niveau. Han pressede selv Marseille til en fejlaflevering, der gav Grønkjær mulighed for at sætte fart langs venstrekanten, og Hutch gik fint med i dybden og fik bolden på baglinien, hvorfra han elegant spillede N’Doye helt fri med en hælaflevering, men senegaleseren sparkede desværre bolden centimeter forbi den fjerneste opstander.

Hjemmeholdet bevarede initiativet og havde mange gode opspil, uden dog at komme frem til lige så store tilbud, men Marseille skulle godt et kvarter hen efter pausen, før de blev noteret for en afslutning, da Cissë forsøgte langt udefra men sparkede et stykke forbi. Didier Deschamps sendte kort efter stortalentet Ben Arfa ind i stedet for Valbuena på et tidspunkt, og kampen gik ind i en fase, der fik karakter af lidt stillingskrig.

20 minutter før tid var det meget tæt på, at Vingaard fik foræret en gylden mulighed, da Cissé faldt over sine egne ben i feltet, men franskmændene slap med skrækken, så håbet om en 1-0-sejr levede i allerbedste velgående, og 0-0 ville stadig være et fint udgangspunkt før returkampen.

Pludselig slog Marseille til
Men ak… få minutter efter satte Marseille en stopper for det håb, da de som en giftslange huggede til, inden man næsten nåede at blinke med øjnene. Den lille Koné udnyttede, at Wendt og Vingaard stod helt stille og gav ham plads til at lægge en finurlig aflevering i feltet til topscorer Niang, der ikke betænkte sig, men sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne, inden Antonsson kunne nå ned og tackle ham.

Det tog dog ikke modet fra mestrene, der optimistisk gik til modangreb, og N’Doye var tæt på at nå frem til et godt Grønkjær-indlæg fra venstre, men fik desværre kun ram på Mandanda. Dog ikke alvorligt, så keeperen kunne hurtigt rejse sig og fortsætte. Ståle sendte Santin på banen i stedet for Hjalte, mens Grønkjær trak ned på venstrekanten og Vingaard gik over i højre. Kort efter fik brasilianeren en lang stikning i højre side af feltet, men afsluttede desværre i sidenettet.

Flot københavnsk comeback
Med 12 minutter igen blev en N’Doye-afslutning tacklet til hjørne, og dem havde løverne ellers ikke haft synderligt held med hidtil, men denne gang var der uventet hjælp at hente fra målscorer Niang, der havde armen oppe og blokere for Pospechs hovedstød. Den spanske dommer tøvede ikke med at pege på pletten, og det udnyttede Grønkjær stensikkert for tredje gang i Europa League.

Så var der dømt spænding - og dramatik, da Mbia nedlagde N’Doye og bagefter protesterede så heftigt over at få et karantænegivende gult kort, at det var at udvikle sig til et mindre håndgemæng.

Korthuset ramlede til sidste
Det blev dog ikke den afslutning på kampen, som de mange veloplagte FCK-fans havde håbet på – det københavnske korthus ramlede simpelthen sammen de sidste 5-10 minutter, hvor Marseille fik lov at score to gange og dermed gøre en i forvejen vanskelig returkamp næsten umulig for løverne.

Først var det indskiftede Ben Arfa, der tørrede Pospech og kom til baglinien, hvorfra snød Wiland ved at sparke bolden i nettet fra en næsten umulig spids vinkel. Kort efter havde Niang nær spillet Lucho helt fri i en kontra, men Zanka nåede lige at komme imellem, men i det 90. minut blev det alligevel 1-3, da Lucho med et smukt lob i feltet overlistede FCK-forsvaret, så Kaboré kynisk, men smukt kunne lobbe den over Wiland og ind via den ene stolpe.

Måske var det en konsekvens af, at franskmændene er i optimal kampform, mens FCK’erne ikke har spillet en betydende kamp i 2 måneder, men på den anden side virkede det unødvendigt – og i hvert fald brand-ærgerligt – at det i det mindste ikke blev til et uafgjort resultat, der dog havde levnet et vist håb før returkampen. Men sådan er det, når man ikke scorer på sine chancer. Nu er københavnerne tvunget til at ”lave en Prag” og vinde 3-0 på Stade Velodrome om en uge. Intet er umuligt – men det ser umuligt ud.