Kampreferat: FCK vs. OB

F.C. KØBENHAVN OG OB I REMIS

F.C. København og OB spillede søndag aften uafgjort 1-1 i PARKEN. Morten Skoubo scorede til 1-0 efter 38 minutter, da han i en mistænkelig offside-position glidende studsede den over Johan Wiland. I 2. halvleg udlignede F.C. København, da Anders Møller Christensen begik straffespark på Dame N’Doye, som senegaleseren eksekverede stensikkert selv. Trods et udmærket FCK-pres i de døende minutter af kampen lykkedes det ikke Løverne at score.


CV og trænerteamet havde til kampen i dag valgt samme startopstilling, som i topkampen mod FC Nordsjælland i onsdags. Eneste undtagelse var Christian Grindheim, som var foretrukket på den centrale midtbane i fraværet af den skadede Thomas Kristensen.

F.C. København begyndte kampen ganske udmærket, og efter tre minutter var Løverne lige ved at bringe sig foran. Bolden blev spillet op til Dame N’Doye, som med hælen frækt sendte Santin af sted mod fynboernes mål. Tæt under mål stoppede han op og sendte bolden skråt bagud til Oviedo, som i begyndelsen af kampen i en kort periode spillede i højre side. En intelligent aflevering på tværs af feltet fandt Pierre Bengtsson, hvis afslutning med indersiden gik et godt stykke over målet. En fin indledning på kampen for F.C. København.

1. halvleg var generelt chancefattig med et par halve muligheder til begge hold. I det 13. minut gik Kalilou Traorés lange indkast over venner og fjender for til sidst at ramme Johan Wilands fod, før den blev ekspederet væk. I det 16. minut blev et kort hjørne spillet til Christian Bolaños, som med et skarpt indlæg mod bagerste stolpe i et øjeblik fik publikum til at holde vejret.

I det 27. minut var det OB’s tur til at have en afslutning. Et hjørnespark ind i feltet blev ufrivilligt forlænget af Christian Bolaños til Rurik Gislason, hvis afslutning midt for målet dog ikke for alvor blev farlig.

F.C. Københavns venstreside bestod igen i dag af Pierre Bengtsson på venstre back og Bryan Oviedo på venstre midtbane. Den konstellation var arkitekten bag en kvalificeret FCK-afslutning i det 35. minut. Bengtsson aflevering fandt Oviedo, som i venstre side af feltet fik trykket af og ramte OB’s sidenet.

Stor chance til Skoubo reddet af Wiland
Tre minutter senere kom 1. halvlegs største chance. Morten Skoubo vandt en hovedstødsduel med Ragnar Sigurdsson, prikkede bolden udenom Kris Stadsgaard og var pludselig i en fri position. Skoubos afslutning blev på smukkeste vis reddet af Johan Wiland. To flotte aktioner af OB’s forreste og FCK’s bagerste spiller.

0-0 var derfor stillingen, da de 22 spillere gik til pause.

F.C. København havde første mulighed i 2. halvleg. Pierre Bengtssons indlæg gik forbi Dame N’Doye og blev clearet i første omgang. Claudemir samlede imidlertid bolden op og afsluttede med et kontrolleret spark, som dog manglede saft og kraft og derfor ikke var den store udfordring for Stefan Wessels i OB-målet.

Få minutter senere - i det 53. minut – fik Christian Bolaños en god mulighed, da han modtog bolden bagerst i feltet, men i stedet for at afslutte forsøgte costaricaneren at aflevere på tværs i feltet. Det gav i sidste ende et hjørnespark, som dog ikke førte til noget.

Dame N’Doye tegnede sig i det 56. minut for en god afslutning, da han modtog bolden fra Claudemir, vendte rundt og sparkede fladt mod OB’s mål fra distancen. Fynboernes tyske målmand lagde sig i fuld længde og fik pareret bolden i spil.

Skoubo scorede i offsideposition
Efter godt en times spil valgte CV at skifte César Santin ud og satte Mustafa Abdellaoue ind for at fremtvinge en scoring. Kort efter indskiftningen blafrede nettet da også, men det var desværre i målet bag Johan Wiland. OB fik sat en god kontra i gang og sendte en aflevering fra højrekanten ind i feltet, hvor Morten Skoubo i offsideposition gled ind i bolden (og Johan Wiland) og med sit femte Superligamål i karrieren mod F.C. København bragte udeholdet foran. 0-1.

F.C. København kunne have bragt balance i regnskabet umiddelbart efter. Bryan Oviedo fandt Dame N’Doye bagerst i feltet, og topscorerens firsttimer sigtede efter det lange hjørne, men gik dog et stykke forbi.

I det 71. minut blev Martin Vingaard sendt på banen i stedet for Bryan Oviedo. Og netop Vingaard fik kort efter tilkæmpet sig et frispark uden for OB’s felt. Vingaard tog sig selv af dødbolden, men forsøget ramte OB’s mur og gik til hjørnespark.

N'Doye udlignede på straffe begået mod ham selv
I det 80. minut kom så F.C. Københavns udligning. Dame N’Doye og Anders Møller Christensen gik op i en hovedstødsduel, og da sidstnævnte havde lidt for godt fat i Løvernes nummer 14, pegede dommer Kenn Hansen på pletten. Sædvanligvis er det César Santin, som sparker F.C. Københavns straffespark, men da han var udskiftet, lagde Dame N’Doye selv bolden til rette. Med et knaldhårdt spark til venstre for Stefan Wessels, der gik til den forkerte side, udlignede N’Doye dermed til 1-1.

I slutningen af kampen viste F.C. København styrke og havde efter afslutninger af både Martin Vingaard på en fin halvflugter, samt hovedstød fra Dame N’Doye og Morten Nordstrand mulighed for at tage alle tre point. Men efter 94 minutter blev kampen fløjtet af, og F.C. København måtte tage til takke med det ene point.