Ulvene gæster Telia Parken

Pas på Kiessling!

Hvor F.C. Københavns optakt til de afgørende playoff-kampe til gruppespillet i UEFA Champions League blev indledet med et ærgerligt 1-2 nederlag til FC Midtjylland, så gik det anderledes godt for Bayer 04 Leverkusen i deres kamp her i weekenden. 

De havde umiddelbart også en noget nemmere modstander, da de fredag aften mødte Alemannia Waldalgesheim i den tyske pokalturnering, DFB Pokal. Alemannia Waldalgesheim spiller egentlig uden for de rækker, der giver adgang til DFB Pokalen, men da de i 2013/14-sæsonen vandt Südwestpokal – en af de mange tyske regionale cupturneringer – kvalificerede de sig, for allerførste gang i klubbens, til DFB Pokalen. 

Det tog dog ikke mange minutter før Bayer 04 Leverkusen havde indikeret, at det var dem, og ikke Alemannia Waldalgesheim, der skulle være med i næste runde af pokalen. Stefan Kiessling scorede efter to minutter, og så var han varm! For da Kiessling blev udskiftet i det 62. minut stod det 5-0, og Kiessling havde scoret samtlige mål. Kampen endte 6-0, det sidste mål blev sat ind af koreanske Heung-Min Son. 

BAYER 04 LEVERKUSEN I SIDSTE SÆSON 
I de seneste fem sæsoner er Bayer 04 Leverkusen sluttet på 4. pladsen (2009/10), 2. pladsen (2010/11), 5. pladsen (2011/12), 3. pladsen (2012/13) og altså seneste på 4. pladsen (2013/14). 

Da det ”kun” er de tre bedste mandskaber (Bayern München, Borussia Dortmund og Schalke 04) i den tyske Bundesliga der går direkte i gruppespillet, må Bayer 04 Leverkusen gennem en playoff-runde for at komme i gruppespillet. Her er modstanderen som bekendt F.C. København, men forhåbentlig bliver det Løverne der snupper pladsen i Champions League og tyskerne, der får fornøjelsen af Europa League. 

De tre farligste spillere for Bayer 04 Leverkusen i sidste sæsons Bundesliga var Stefan Kiessling (15 mål) og Heung-Min Son (10 mål). Den tredje mest scorende var Sidney Sam med otte mål, ham behøver Løverne dog ikke bekymre sig om tirsdag aften, da han er skiftet til rivalerne fra Schalke 04. 

BAYER 04 LEVERKUSEN I EUROPA 
I otte af de seneste 10 sæsoner har Bayer 04 Leverkusen været med i de europæiske turneringen. Det beviser, at der venter F.C. København et møde med en klassemodstander, og et møde med en klub, der i den forgangne sæson kom helt frem til 1/8-dels finalerne i UEFA Champions League. Bayer 04 Leverkusen sluttede på 2. pladsen i gruppe A (efter Manchester United, men foran Shaktar Donetsk og Real Sociedad), og den præstation udløste adgang til en 1/8-dels finale mod Paris Saint-Germain. Franskmændene var dog alt for stærke i forhold til Bayer 04 Leverkusen, og gik videre med sammenlagt 6-1. 

For at finde Bayer 04 Leverkusens største øjeblik i europæisk fodbold, skal man tilbage til 1988, hvor de vandt den hedengangne UEFA-Cup over spanske Espanyol. Udover triumfen i 1988 har Bayer 04 Leverkusen også været i en Champions League finale. Det var i 2002, hvor de dog tabte 1-2 til Real Madrid, en kamp der huskes af mange for Zidanes sejrsmål – et brag af en flugter op i det venstre målhjørne.