Bedste Superliga-sæsonstart

Bedste sæsonstart
Med tre sejre i træk og en målscore på 11-0, har F.C. København fået den bedste start på en Superliga-sæson nogensinde. Men kun hvis vi tæller målscoren med, for det er fjerde gang, vi indleder med at vinde de første tre kampe. Det skete også i 1992 (målscore 7-1), i 2005 (målscore 5-1) og i 2006 (målscore 8-2), og hver gange spillede vi i øvrigt uafgjort i den fjerde kamp.

33 hjemmekampe i træk uden nederlag
Mens vi er ved det med rekorder, sætter vi Superliga-rekord hver gang vi vinder en hjemmekamp og er nu oppe på 33 i træk uden nederlag.

Lang vej til rekord som ubesejrede i en sæson
Der er dog lang vej til at slå vores egen rekord for, hvor længe vi har været ubesejrede i en ny sæson. Hele seks gange har vi fx været ubesejrede i mere end de første 10 kampe:
2010: 19
2005: 16
2012: 13
1992: 12
1997: 12
2011: 11

Dårligste sæsonstart
Den dårligste sæsonstart skal vi tilbage til 1994 for at finde. Her var vi uden sejr i 7 kampe, før vi slog Brøndby 2-1 hjemme. Vi var ved at tangere rekorden i 2013, da vi indledte med tre nederlag i træk (hvilket aldrig er sket før eller siden) og herefter tre uafgjorte, inden vi fik den første sæsonsejr.

God start ingen garanti for succes
Godt begyndt er halvt fuldendt, lyder et gammelt ordsprog, men der er ingen garanti for succes, bare fordi man kommer godt fra start. Se fx bare på 2011-sæsonen… En dårlig start udelukker dog heller ikke succes. I 2000-01-sæsonen indledte vi med én sejr, én uafgjort og tre nederlag, men endte alligevel med guldmedaljerne om halsen.

Gruppespil > rekorder!
Men - nu gælder det først og fremmest den uhyre vigtige Champions League-kvalifikation mod Astra Giurgiu onsdag aften! En kamp, hvor vi har brug for al tænkelig støtte og opbakning til holdet, så vi kan sikre en plads i et europæisk gruppespil. Det er trods alt stadig vigtigere, end om vi sætter en statistisk rekord.

Kilde: nipserstat.dk