Europæisk succes – men ingen titler 

Efter en sæson med Champions League-gruppespil og DM-guld var forventningerne til de københavnske løver naturligvis høje. Sæsonen blev skudt i gang med det første nederlag nogensinde til FC Nordsjælland, men ellers var fokus i første del af sæsonen på kvalifikationen til Champions League.
 
Beitar Jerusalem var noget nær den værst tænkelige lodtrækning i anden kva.runde, hvor taberen ville ryge helt ud af europæisk fodbold. F.C. København leverede dog to stærke præstationer, og efter en 1-0-sejr i PARKEN og et 1-0-nederlag i Jerusalem, sørgede Marcus Allbäck for den afgørende scoring i den forlængede spilletid. I tredje kval.runde var Benfica dog en tand for stærke, og dermed måtte ud i en afgørende play-off mod RC Lens om en plads i Europa League-gruppespillet. 
 
Efter 1-1 i Frankrig, endte det i en sand gyser, inden løverne sejrede efter forlænget spilletid og var klar til europæisk gruppespil for andet år i træk.
 
Her hed modstanderne Panathinaikos, Lokomotiv Moskva, Atlético Madrid og Aberdeen FC, men i den sidste og afgørende kamp tabte Byens Hold desværre med hele 4-0 til skotterne. Holdet kunne dog se tilbage på en europæisk kampagne, hvor man atter beviste, at man hørte til i det gode selskab.
 
I SAS Ligaen blev det til nogle tætte kampe gennem hele efteråret, og ved vinterpausen lå AaB på førstepladsen – to point foran F.C. København.
 
I pokalen nåede man igen semifinalerne efter at have elimineret FC Fredericia, Varde IF og Næstved, og det blev to tætte og nervepirrende kampe. Esbjerg vandt det første opgør 1-0 i København, og returkampen gik i forlænget spilletid, hvor Esbjerg først i de allersidste sekunder scorede til 2-2 og sikrede finalepladsen.
 
Det var dog ikke det eneste kedelige ved april 2008. Ikke så meget som én sejr blev det til i SAS Ligaen, så AaB lagde afstand i tabellen, og da nederlagene fortsatte ind i starten af maj blev det mere et spørgsmål om at jagte sølv end bronze.
 
Det lykkedes efter en god slutspurt, men for første gang siden 2000/01 måtte Byens Hold nøjes med bronzemedaljer. Alligevel en sæson, der var godkendt i forhold til målet om at komme i europæisk gruppespil - og kvalificere sig til europæisk fodbold den kommende sæson.