Efter de to første forrygende sæsoner blev resten af 90’erne en stille periode, hvor kun to pokaltriumfer og et sæt bronzemedaljer lyste op i landskabet.
Sæson | Superliga | Pokal | Europa |
---|---|---|---|
94-95 | Nr. 6 | Vinder | UC 1. runde |
95-96 | Nr. 7 | 1/8-finale | EP 1. runde |
96-97 | Nr. 8 | Vinder | |
97-98 | Nr. 3 | Finale | EP 2. runde |
98-99 | Nr. 7 | 1/4-finale | EP 2. runde |
99-00 | Nr. 8 | 1/4-finale |
Efter de to første forrygende sæsoner blev resten af 90’erne en stille periode, hvor kun to pokaltriumfer i 1995 og 1997 og et sæt bronzemedaljer i 1998 lyste op i landskabet.
Penge er og forklarer ikke alt, men en væsentlig del af årsagen til slingrekursen var en skrantende økonomi. Derfor måtte klubben blandt andet sælge en række spillere samt købe og leje for færre penge for at overleve.
I efteråret 1994 var løverne ubehageligt tæt på ikke at komme med i slutspillet, hvilket i sidste ende kunne have kostet en nedrykning. Manglende kontinuitet i ledelsen og trænerstaben spillede også ind denne periode, hvor man på seks sæsoner skiftede trænere otte gange.
I 1997 gik en investorgruppe ind i klubben og lagde de følgende år et nyt forretningsmæssigt fundament med bl.a. en børsnotering samt opkøbet af PARKEN.
Den nye forretningsmodel og organisation styrkede også mulighederne for fodboldafdelingen, ligesom hovedsponsoratet med Carlsberg skulle vise sig at blive et langvarigt og bæredygtigt samarbejde. Ambitionerne var store, og købet af Brian Laudrup i efteråret 1998 gav genlyd i hele fodboldverdenen.
Men alle gode intentioner til trods, manglede der fortsat kontinuitet og stabilitet på banen og på trænerbænken, og da Laudrup ophævede kontrakten efter blot et halvt år, var forrige sæsons tredjeplads vekslet til en skuffende syvendeplads.