22.06.03 FCK-AGF 4-1 - guldfest
I dag venter AGF i årets sidste kamp, og ganske passende er der et gyldent gensyn med en mindeværdig kamp mod århusianerne i dagens FCK TV-julekalender - nemlig guldfesten fra 2003, som vi vandt 4-1 - fire dage efter Hjaltes mål på Brøndby Stadion! Se det hele her og læs meget mere herunder:
Sæsonen 2002-03 huskes stort set kun for ét eneste mål - og med god grund: Hjalte Nørregaards overtidsscoring i Brøndby i næstsidste runde, der forlængst har opnået kultstatus! En Brøndby-sejr havde sikret dem guld den aften, hvorimod vi stadig skulle vinde den sidste kamp for definitivt at sikre guldet, da vi “kun” havde et forspring på 2 point til Brøndby på 2. pladsen.
Men vi spoiler næppe ugens låge-video ved at nævne, at spillerne løste opgaven uden de store problemer! AGF har dog aldrig været nogen nem modstander for løverne, og den dag i dag, er det dét hold i Superligaen, som vi har det laveste pointgennemsnit mod (1,77) - herefter følger Brøndby med 1,79 og FC Midtjylland med 1.80 (tak til Nipserstat.dk).
Siden denne 4-1-sejr i juni 2003 har vi dog kun tabt én kamp i Århus (i 2009), men man kan også læse statistikken på den måde, at vi kun har vundet ét af de seneste 5 Superliga-opgør derovre… Lad os se hvordan det ser ud ved 18-tiden i aften!
Musik: Upright Music ©