Skonto Stadium, Riga

Rundt om Skonto Stadium

Aftenens kamparena, Skonto Stadium, blev indviet i juni 2000 og er Letlands største stadion med plads til ca. 8.000.

Først var det hjemmebane for Skonto Riga, men efter klubben gik konkurs, har Riga FC brugt det som hjemmebane, siden de blev stiftet.

>> Læs mere om Riga FC

Skonto Stadium er også hjemmebane for det lettiske landshold, og der kan afholdes koncerter med plads til over 30.000 tilskuere.

Så mange spiller Riga FC ikke for til daglig i ligaen. Med et snit på 6-700 pr. kamp ligger de i den høje ende af de lettiske klubbers tilskuertal.

Fodbolden er også kun den næststørste sport efter ishockey, og storklubben Dinamo Riga trækker til sammenligning ca. 6.700 i snit til deres kampe i den nærliggende Arena Riga.

Skonto Hallen
Da truppen ankom til stadion onsdag eftermiddag for at træne på banen, blev vi ledt ind gennem multiarenaen Skonto Hallen, der ligger lige op til stadion.

Skonto Hallen


Hallen er fra 1996 og var oprindelig en vintersportsarena, men her er også afholdt Eurovision Song Contest i 2003 . I 2011 blev hallen renoveret og fik indendørs fodboldbane, som benyttes flittigt af alle årgange. Riga FC spiller også træningskampe om vinteren, når de ikke er på træningslejr under sydlige himmelstrøg.

Selve stadion er langt fra standarden på de største europæiske arenaer, men har sin charme - og med klubbens historik, tilskuertallene og den generelle økonomiske situation forstår man fint, at der ikke ligger et gigantstadion til 50.000!

De farvede "Silkeborg-sæder" bidrager også her til at give indtryk af et større fremmøde, end der i virkeligheden er.

Hovedtribunen


Oppe i VIP-boksen er udsynet perfekt - og vi noterer med tilfredshed, at vi har en god, gammel ven til fælles!

Carlsberg er sponsor


I den sydøstlige ende af banen stod der tidligere en mindre tribune, men lige er der ingen tilskuerpladser bag målet, og på området mellem stadion og boligblokkene, ligger en parkeringsplads. Der er dog ikke udsyn fra bilerne til banen, hvilket måske kunne være attraktivt i de kolde vintermåneder - ligaen slutter dog i starten af november, dvs over en måned tidligere end 3F Superligaen.

Den nordøstlige ende af banen


Vores fanafsnit, hvor vi forventer at der kommer ca. 200 i aften, ses i øvrigt til venstre i billedet for enden af den modsatte langsidetribune.

De yderste afsnit er hegnet ind og afskærmet for den øvrige tribune, og tilfældigvis står vi lige der, hvor der står "FC" på sæderne, mens de lokale har den del, hvor der står "Riga".

Udeafsnittet


Et blik ind i omklædningsrummet, der til forveksling ligner noget man også kan møde flere steder i Danmark - endda med lidt mere gulvplads.
 

Omklædningsrummet


Omklædningsrummet ligger således for enden af Skonto Hallen og med nem udgang til banen og ikke som fx "tunnelvandringen" i Beograd. Her går man bare direkte ud gennem en port i hallens facade, der støder lige op til banen.

"Spillertunnellen"


Nu skal vi bare have tiden til at gå, til klokken bliver 18.45 (dansk tid) - se med på TV3+ eller Viaplay fra kl. 18.00.

Træning på Skonto Stadium