14. guld på 30 sæsoner

Tre år efter det seneste mesterskab kunne løverne igen brøle af begejstring over at løfte trofæet på sidste spilledag foran en propfyldt Parken.

Det var kulminationen på en sæson, der for manges vedkommende – både i trænerstaben og spillertruppen – var den første i klubben.

Tidligt i transfervinduet hentede sportsdirektør Peter Christiansen tre defensive kræfter, Kamil Grabara, Kevin Diks og David Khocholava, og fem U19-spillere - et rekordstort antal - blev rykket op. I løbet af sommeren sagde vi farvel til en del erfarne folk, bl.a. Stephan Andersen, Mathias Zanka, Andreas Bjelland, Nicolaj Thomsen og senere på sommeren Varela, Fischer, Bartolec og Nelsson.

Opstarten blev også præget af sygdom, småskader og sene ankomster efter EURO 2020, og uafgjort i de to første hjemmekampe i Superligaen levede ikke op til egne eller omverdenens forventninger.

To måneder inde i sæsonen kunne vi dog se tilbage på 15 kampe uden nederlag, heraf ni sejre i træk, og desuden begyndte tilskuerne at strømme til Parken i større og større antal og også til udekampe vores fanafsnit ofte helt udsolgt.

En suveræn Conference League-kvalifikation med en målscore 21-5 i de seks kampe sendte os i endnu et gruppespil, og vi toppede Superligaen inden den første landskamppause i september.

Siden fulgte en vanskelig periode med kun to sejre i otte kampe, og inden for tre dage tabte vi hjemme til Midtjylland og røg for første gang siden 1993 ud af pokalen i vores første kamp. Daramy var solgt til Ajax, og alvorlige skader sendte Superligaens bedste midtbanepar, Zeca og Falk, ud i lang tid, og som efteråret skred frem, blev skadelisten længere og længere.

Det stillede store krav til den øvrige trup, og heldigvis stod Talentafdelingen også klar til at levere endnu flere unge spillere. Elias Jelert og Roony Bardghji fik mere og mere spilletid, ligesom en rekordlang række af unge spillere fik debut i Superligaen eller Europa.

Men mange af de erfarne kræfter steppede også op i denne periode, og Pep Biel fandt sig for alvor til rette og scorede mange flotte og vigtige mål, der bidrog stærkt til, at han efter sæsonen vandt alt, hvad der var af priser som sæsonens spiller.

Trods de store udfordringer vandt vi for første gang det europæiske gruppespil, og selv om FC Midtjylland gik forbi i tabellen, holdt vi afstanden til to point inden vinterpausen.

Jonas Wind, Rasmus Højlund og Kamil Wilczek blev solgt, men der blev handlet mange nye offensivspillere ind for at sikre tilstrækkelig bredde og tyngde i truppen til de afgørende kampe om guldet.

Og snart vendte det hele igen. De syv første Superligakampe blev alle vundet uden at lukke mål ind, så vi satte Superligarekord for flest spillede minutter med clean sheet.

En fantastisk præstation i kvartfinalen ude mod PSV var tæt på at give en sensationel sejr, men efter 4-4 i Eindhoven var hollænderne for stærke i returkampen og vandt 4-0, hvor vi havde otte skadede spillere, en i karantæne og fire nye, der ikke var spilleberettigede.

I Superligaen nåede vi op på 9 points forspring til FC Midtjylland, men efter påske tabte vi to ud af tre kampe, så der blev fornyet spænding til sidst. Trods det store pres holdt spillerne hovederne kolde og præsterede stærkt da det gjaldt, så mesterskabet i praksis blev sikret i næstsidste runde med en forløsende sejr i 2-0-Randers.

35.463 var på plads i Parken, da guldet definitivt kom hjem i sidste spillerunde, og dermed slog vi Superliga-rekorden for det højeste tilskuersnit på hjemmebane med et gennemsnit på hele 24.262.

Alle mesterskaber er vigtige, men det 14. i rækken forekom umiddelbart lidt vigtigere end mange andre, fordi det kom efter nogle magre sæsoner og ret kort tid efter klubbens måske største turn-around nogensinde på det sportslige område.