Kampreferat: Professionel pligtsejr

Vi stillede med samme hold som for femte kamp i træk, bortset fra pokalkampen i Nykøbing. Lincoln stillede med en ukendt nr. 26, som ikke figurerede i UEFA’s holdopstilling til kampen, men det viste sig at være Mustapha Yahaya, som ellers stod opført med nr. 32.

Vi fik den start på kampen, vi havde håbet på, da vi kom foran allerede i det 4. minut efter et fint opspil med kvikke kombinationer, der endte med et Stage-indlæg til bageste stolpe, som Diks fra spids vinkel headede ind via den fjerneste stolpe. I første omgang blev Diks udråbt til målscorer, men dommer Monzul ændrede det siden til et selvmål af Roy Chipolino, som åbenbart prikkede bolden det sidste stykke ind.

Vi fortsatte med energi og højt tempo, og kort efter sled Victor Kristiansen sig til baglinjen og på hans cutback fyrede Jonas Wind af, men Tascano blokerede skuddet. Lidt efter headede Khocholava fra nært hold over mål på et hjørne, og Diks fik en skudchance i feltet, men fik bolden lidt for langt fra sig, så de igen nåede at blokere.

Efter et kvarters tid var Pep Biel også tæt på, da Victor fandt ham i feltet, og han vendte rundt og afsluttede, men også den bold blev blokeret. Minuttet efter fik i frispark nogle meter uden for feltet, men Jonas sparkede det lige ind i den Gibraltar-klippe af forsvarere, som havde været på hårdt arbejde lige siden første fløjt.

På det tidspunkt forstod man godt, at mange så frem til en nem storsejr, men sådan går det nu sjældent mod gibraltarerne. Det skal dog ikke være nogen undskyldning for, at vores spillemæssige niveau dalede kraftigt i de næste 15-20 minutter, hvor vi ikke holdt fast i den flotte åbning på kampen.

Hen mod midten af halvlegen kom Lincoln nemlig mere på bolden, og selv om de aldrig blev farlige nede foran vores mål, så satte de en stopper for vores hidsige offensiv fra det første kvarter – og det så ud til at stresse os unødigt, så vi begyndte at træffe for mange forkerte beslutninger, hvilket især betød alt for mange uprovokerede boldtab.

Kort før den halve time havde de deres første farlige forsøg, da Grabara ikke rigtig fik clearet en dødbold, så bolden lidt tilfældigt endte hos Marco Rosa uden for feltet, men hans afslutning strøg lige over mål og sad i øvrigt også lidt midt i målet, hvor Grabara stod.

Men de fastholdt i en længere periode et spilovertag, men som Thorup sagde efter kampen, så er det netop i sådanne perioder, at vi i det mindste skal spille til nul, indtil vi får gang i vores spil igen. Det lykkedes bare ikke… Grabara havde problemer med en hoppende Khocholava-tilbagelægning og kiksede sin clearing, så han i stedet sparkede bolden bagover og til hjørne.

Chipolino kom højest på hjørnet og headede på tværs, hvor hverken Jonas eller Diks fik ekspederet den langt nok væk, og uden for feltet fyrede Marco Rosa af igen, og via Jens Stages fod strøg den i netmaskerne til 1-1.

Heldigt, unødvendigt, kald det hvad du vil, men egentlig følte man ikke, at det var ufortjent, for de undertippede gibraltarere forsøgte virkelig at spille deres chance og skal også have lidt af æren for, at vi i en lidt for lang periode ikke præsterede, som vi gerne ville. Der stod faktisk ikke kun 1-1 på måltavlen, men også i afslutninger inden for målrammen…

Vi reagerede dog på scoringen med at hanke op i spillet og igen komme op på den sidste tredjedel og lægge tryk på dem. Bare tre minutter efter udligningen førte en Lerager-fremlægning til, at Bøving kunne løbe fri af forsvaret og afslutte fra kanten af feltet, men keeper Soler reddede til hjørne. Lidt efter fik den unge kant en endnu større chance, da Jonas og Stage spillede ham helt fri i feltet, men denne gang nåede Wiseman at kaste sig ind foran og blokere skuddet.

Det var dog stadig ikke alle afleveringer, der sad lige i skabet, og mod slutningen af halvlegen forfaldt vi til lidt for hasarderede langskud, som ikke var i nærheden af at være farlige. Det blev vi dog i de sidste minutter, hvor Pep Biel først fik en stor skudchance efter et blokeret Bøving-forsøg, men bankede den lige i hovedet på Soler!

I stedet endte bolden hos Diks, som blev pløjet ned af Ethan Britto, da han ville trække forbi ham i feltet, og Monzul pegede prompte på pletten. Da Soler havde sundet sig, var han ikke langt fra at nå ud til Jonas’ straffespark, men det sad godt, hårdt og præcist ude ved stolpen.

Det blev halvlegens sidste spark og betød jo, at man gik til pause med en lidt bedre følelse, men også en følelse af, at hvis vi kunne få gang i vores sædvanlige spil, så burde sejren aldrig komme i fare.

Og der var igen god energi og højt pres, da vi kom på banen igen, og det blev belønnet efter fem minutter – med lidt hjælp fra Lincoln-forsvaret. Backen Toscano spillede en bold ind i feltet til keeper Soler, men da Stage kom galopperende med mål i øjnene, så tog Soler en dårlig førsteberøring og gled bagefter, og Stage satte bare indersiden til bolden og sende den i tomt mål.

Denne gang fastholdt vi grebet om kampen, og vi satte flere fine angreb op, og de var vel dårligt over midten før midt i 2. halvleg, hvor de fik et frispark ca. 15 meter uden for vores felt. Det endte med et hjørne og et langskud, som den enlige frontløber, Kiké Gomez, faktisk styrede i mål, men fra en klar offside-position.

Vi svarede igen med en flot aktion af Pep Biel, der brød igennem i venstre side og fra spids vinkel knaldede bolden på stolpen, og tyve minutter før tid ramte Peter Ankersen også indersiden af trekantsammenføjningen med et knaldhårdt skud.

Ankersen havde kort forinden afløst Diks, og også Jóhannesson og Singh var kommet på banen for Lerager og Bøving.

Stage var også ved at blive dobbelt målscorer, så der var såmænd chancer nok til en større sejr, men Lincoln gav sig nu heller ikke uden modstand. Godt et kvarter før tid gik Lopes med frem og var lige ved at nå frem til et indlæg tæt under mål, men kom en anelse for sent.

Gabrielsen og Haraldsson fik de sidste ti minutter for Khocholava og Pep Biel, og der havde vi fortsat kontrol over kampen og havde muligheder mod et efterhånden temmelig træt Lincoln-mandskab, men det blev ikke til de helt store chancer, så det endte med en 3-1-sejr.

Dermed løste vi opgaven og vandt den såkaldte pligtsejr uden de store problemer. Samtidig holdt vi helt fremme i gruppen, hvor PAOK og Slovan Bratislava samtidig spillede 1-1, hvilket jo ikke er det værste resultat set med vores øjne. Men der er lang vej igen, og foreløbig venter to ”nøglekampe” hjemme og ude mod PAOK, inden vi skal til Gibraltar og slutter af hjemme mod Slovan.