Lukas Lerager

Kampreferat: En blandet forestilling

Træningslejrens anden testkamp begyndte blot 15 timer efter den forrige mod Elfsborg sluttede, og derfor var det ikke overraskende, at vi fik 11 andre startende denne mandag middag: Rúnarsson – Ankersen, Vavro, Olsson, Andrew – Lerager (anf.), O Højlund, Froholdt – Roony, Óskarsson, Larsson

Brøndby startede også med 11 andre end de, der slog Real Salt Lake City 2-1 i lørdags, og begge holds blanding af unge og erfarne spillere gav naturligvis lidt andre betingelser for spillet.

Der var fint tempo fra starten, hvor Brøndby havde kampens første forsøg, da Oscar Schwartau skød et stykke over vores mål, hvor Alex Rúnarsson fik uofficiel debut.

Islændingen gjorde det udmærket i dag og kunne ikke gøre noget efter et kvarters spil, da Rasmus Lauritsen ret uhindret headede et hjørne i kassen fra Filip Bundgaard.

Alex Rúnarsson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Kampbilledet blev dog hurtigt til, at vi havde bolden mest, mens Brøndby primært lurede på omstillinger. Vi viste periodevis glimrende angrebsspil, selv om det ikke blev til nævneværdige chancer før lidt efter den halve time, hvor Froholdt blev skubbet omkuld ude i siden.

Den unge løbemaskine slog selv frisparket mod bageste stolpe, hvor Lerager desværre ikke fik ram på den, for ellers kunne vi meget vel have udlignet der.

Lukas Lerager
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Lidt efter blev Froholdt igen nedlagt, og denne gang skruede Roony dødbolden ind over, men forsvaret clearede. En fin periode, hvor vi holdt Brøndby helt fra chancer, bortset fra en enkelt småfarlig kontra, som de ikke fik afsluttet på.

I halvlegens sidste sekunder serverede Lerager bolden til Froholdt lige omkring 11 meter-pletten, men i fri position sendte han den højt over mål, og det lignede også, at bolden lige studsede lidt uheldigt i græsset, inden han bankede til den.

Victor Froholdt
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Efter pausen kom Hjalte Bidstrup ind for Oscar Højlund, som stadig var mærket af et par dages sygdom, og Bidstrup gik ud på venstre back, mens Tristan Andrew rykkede ind som defensiv midt, som han normalt også spiller på U19.

Indledningen på 2. halvleg lignede 1. halvleg med os meget på bolden, mens de lurede på kontraer, men de skulle have hjælp, før det gav bonus.

Tristan Andrew
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


I 52. minut lagde Ankersen en bold tilbage til Vavro, som gled i græsset, da Oscar Schwartau pressede ham og dermed stjal bolden og satte kurs ned mod feltet. Her trak han sig fri og udplacerede Alex Rúnarsson, selv om Vavro nåede med tilbage og tacklede ham i skudøjeblikket.

To minutter senere lagde Roony et indlæg til rette for Bidstrup i udkanten af feltet, men han bankede bolden over mål. Siden fulgte en kort periode, hvor Brøndby dominerede på bolden, og Clement Bischoff havde et fladt forsøg tæt forbi, som Rúnarsson dog var nede efter ved stolpen.

Men snart meldte vi os ind igen, og i 63. minut fik vi en god dobbeltchance. Først reddede Ægidius en afslutning fra Óskarsson, og Rasmus Lauritsen kom i vejen for Roonys afslutning på returbolden.

Orri Óskarsson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Lidt efter fik Jordan en stor chance efter en glimrende frispilning fra Froholdt, men han sparkede bolden tæt forbi mål.

Mod slutningen havde Brøndby et par muligheder for at øge, men den eneste afslutning på mål, som kom fra indskiftede Bertram Kvist i 82. minut, den tog Rúnarsson sig af. De skiftede fire mand i løbet af 2. halvleg, hvor vi blot satte Aksel Halsgaard ind i centerforsvaret for Vavro, da der manglede ca. 20 minutter.

I 86. minut lykkedes det til sidst at komme på tavlen, da Roony med en flot, kontrolleret højrefods-flugter sendte bolden over i det lange hjørne efter at have kombineret med Jordan Larsson.

Roony Bardghji
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Det gav lidt spænding, mens vi mobiliserede de sidste kræfter i forsøget på at udligne, men kom ikke nærmere end en skudchance i feltet til Lerager, som ramte for dybt i bolden og skød over mål.

Mere blev det ikke til, før den udmærkede kvindelige dommer Silvia Domingos fløjtede kampen af.