Kim Brink

Kim Brink var et af flere emner til FCK's cheftræner-post i 1995, da han blev afskediget i OB og erstattet af Viggo Jensen. Der gik dog kun et år mere, før han indledte det, der skulle blive en mangeårig og omskiftelig karriere i København.

Første trænerperiode
Efter afskeden med Michael Schäfer blev Brink købt fra af Ikast og indgik en 2-årig kontrakt på funktionærvilkår. Bjarne Hansen fortsatte som assistenttræner.

Opgaven var at udvikle FCK-stilen, så man både genskabte den offensive tilgange man især havde vist i 92/93-sæsonen - og samtidig begyndte at vinde noget igen. Han videreførte den 4-4-2-formation, som Michael Schäfer havde indført i foråret, men det fungerede ikke rigtig. Mange nye spillere skulle først finde sig selv, tidligere profiler som Mio og Højer blev skubbet til side, og en del spillere blev skadet og var ude længe. Bl.a. derfor blev Mark Robins og Michael Manniche hentet ind på korte aftaler, og efterhånden gik Brink over til at spille 3-5-2 igen.

I november opstod en meget medieombrust situation, hvor direktør Karsten Aabrink satte sig ved siden af Brink på trænerbænken til en pokalkamp i Gladsaxe. En ordning, som den altid loyale Brink accepterede, og som også havde bestyrelsens opbakning:  "Hvad ingen har sagt om den historie er jo, at det hjalp. Vi vandt den pokalkamp i Gladsaxe (og senere turneringen, red.), og vi rykkede ikke ned. Det var to-tre kampe i efteråret, hvor det foregik, og så var det back to normal," siger Holmstrøm i "FC Krøniken" (s.138).

Spørgsmålet er, om "operationen lykkedes, men patienten døde". Uanset de gode intentioner blev signalet i hvert fald tolket meget forskelligt blandt spillere, fans og presse. Men hvor mange havde forventet, at Brink ville ryge ud i vinterpausen, fratrådte Aabrink i stedet i forbindelse med, at en ny investorgruppe fra Lyngby var på vej ind i F.C. København.

Brink fortsatte derfor som træner, og efter en træningslejr i Sydamerika var stemningen og sammenholdet i truppen ganske fin.

Han havde igen forsøgt at spille 4-4-2 (med Henrik Larsen i midterforsvaret), men valgte at arbejde videre med 3-5-2 og nu med Morten Falch som libero. Det lykkedes at præstere et udmærket forår, hvor man både slap fri af nedrykningsfare og vandt pokalfinalen over Ikast - hvilket bl.a. er dokumenteret i filmen "Sidste chance".

Alligevel valgte klubben en ny cheftræner til den kommende sæson i form af svenske Kent Karlsson, mens Kim Brink blev udnævnt til sportschef.

"Det var en svær beslutning for mig, om jeg skulle fortsætte i klubben eller ej. Men i løbet af perioden i FCK blev jeg så tiltrukket af klubben, en superklub på alle leder og kanter, hvor jeg havde fået mange venner, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg sgu havde mere at gøre i klubben," sagde Kim Brink til "FC Krøniken" (s.154)

2. trænerperiode
Dengang havde han næppe forestillet sig, hvor meget mere han skulle få at gøre i klubben!  I september 1998 bad Kent Karlsson nemlig om at få ophævet sin kontrakt af personlige årsager, og ledelsen valgte logisk nok at pege på Kim som en løsning, der ganske vist kun var møntet på resten af efteråret.

Og Kim løste opgaven: holdet (der var gået tilbage til 3-5-2)  tabte ikke i Superligaen resten af foråret og skabte desuden sit hidtil bedste europæiske resultat nogensinde ved at spille 1-1 ude mod Chelsea, som først udlignede langt inde i overtiden.

Fra 1. januar 1999 overtog Christian Andersen cheftrænerposten, men blev afskediget efter tre en halv måned.

3. trænerperiode
For tredje gang tog Kim Brink over og prøvede at styre holdet nogenlunde helskindet gennem endnu en turbulent periode, hvor ikke kun trænerskiftet, men også Brian Laudrups tilstedeværelse skabte en enorm interesse om alt, hvad der foregik i klubben.

Som assistenttræner fik han Henrik Larsen, der indstillede sin aktive karriere, samt Bjarne Hansen, der efterhånden var den eneste i staben, der havde været med hele vejen fra 1992.

I 99/00-sæsonen lagde  Brink ud med en 4-3-3-formation, som bl.a. var inspireret af Rosenborgs europæiske succes, og planen var at også ung-seniorholdet i Danmarksserien skulle spille på denne måde. Efterhånden gik han dog over til 4-4-2, der siden skulle blive klubbens faste spilkoncept.

I vinterpausen måtte Kim sige farvel til Bjarne Hansen, der valgte at skifte til Silkeborg, hvor han blev assistenttræner for Benny Johansen. Efter 99/00-sæsonen valgte klubben at ansætte engelske Roy Hodgson som cheftræner, og Kim blev på ny tilbudt en funktion som sportschef. Efter nogle ugers overvejelser besluttede han dog i stedet at takke ja til et stilling som administrerende direktør i OB. Også assistenttræner Henrik Larsen stoppede, inden Roy Hodgson satte sig i trænerstolen fra den kommende sæson.

Kim Brink kunne se tilbage på fire sæsoner, hvor han havde nået at varetage cheftræner-jobbet tre gange - og tre gange måtte han også se ledelsen vælge nye løsninger. Hver gang har man dog ønsket at beholde Kim i andre funktioner i klubben, og han nåede at sætte en række aftryk på det interne klubliv, ikke mindst i samarbejdet om talentudviklingen med moderklubberne KB og B 1903.