Procedurer for rekruttering i Talentafdelingen

Talentafdelingen i F.C. København har to rekrutteringschefer:

  • Mikkel Køhler er ansvarlig for scouting og rekruttering fra U14 til U19
  • Christian Wilkens er ansvarlig for scouting og rekruttering fra U7-U13

Rekrutteringcheferne er ansvarlige for scoutingafdelingen og har ledelsesmæssigt ansvar for tilknyttede scouts.

Rekrutteringscheferne står for den efterfølgende rekrutteringsproces, når scouting-organsationen har identificeret en interessant spiller. Scoutingorganisationen skal udelukkende identificere interessante spillere, mens rekrutteringscheferne er ansvarlig for rekruttering af spilleren.

Beslutningen om at igangsætte en rekrutteringsproces af en spiller til Talentafdelingen sker i et samarbejde mellem 1) rekrutteringschefen på den pågældende årgang og 2) Talentchefen i Talentafdelingen (U14-U19) eller Talentchefen i KB Talent (U13 og nedefter).

Alle henvendelser sker på baggrund af grundig og intensiv scouting af spilleren, og dokumentation for observerede kampe sendes også med til den pågældende spillers klub ved henvendelse.

Kontakt til lokal klub for at rette henvendelse til spillere/forældre
Den rekrutteringsansvarlige er ansvarlig for at kontakte den lokale fodboldklub med henblik på at invitere spilleren/forældre til rekrutteringsmøde. Den rekrutteringsansvarlige er ansvarlig for rekrutteringsprocessen og for at kontakte den lokale klub og derefter spillere/forældre med henblik på prøvetræning og/eller klubskifte.

Efter at have sendt den pågældende klub en skriftlig henvendelse pr. mail, vil den rekrutteringsansvarlige tage drøftelse med den lokale klub for at vurdere, om henvendelse til spiller/forældre er hensigtsmæssigt i forhold til spillerens situation.

Ved kontakt til forældre inviteres spillere og forældre til en rekrutteringssamtale, så vi kan uddybe vores interesse i spilleren. Her er repræsentanter fra den lokale klub også velkommen.

Henvendelser fra spillere/forældre
Henvendelser fra eksterne spillere eller forældre skal ske til rekrutteringschefen for den relevante årgang. Rekrutteringschefen vil herefter kontakte den pågældende spillers klub, og informere om henvendelsen. Dette er uagtet om henvendelsen er af interesse for Talentafdelingen eller ej.

Kontakt via sociale medier
Det er på ingen måder tilladt for ansatte i Talentafdelingen at kontakte eksterne spillere eller spilleres forældre via sociale medier. Al kommunikation til eksterne spillere og klubber sker via processer beskrevet i ovenstående afsnit.

Outplacement
Hvis en spiller ikke længere skal spille i Talentafdelingen, tager klubben et stort ansvar for at hjælpe spilleren godt videre til en ny klub. Det er vigtigt, at spilleren finder sin rette hylde således lysten og glæden ved fodbold bibeholdes og optimale muligheder for fortsat udvikling sikres.

Vi tager – med spillerens og forældrenes accept – kontakt til relevante klubber. Samtidig etableres der kontakt mellem spiller og klub, og relevante informationer om spilleren overdrages.