Ståle - Vi skal have alle i kamp
Tirsdag skal F.C. Københavns spillere i kamp for første gang i 2008. Modstanderen er tyske Hansa Rostock, og kampen spilles i den nordtyske by på det flotte DKB-Arena, der er Rostocks normale hjemmebane. For F.C. København og Ståle Solbakkens vedkommende skal kampen i første omgang bruges til at få spillerne i gang igen efter vinterferien.
- Først og fremmest så skal vi have alle i kamp i morgen. Der er nogle enkelte som Michael Gravgaard der har døjet lidt med lidt smerter, og disse vil måske stå over, men alle der kan spille, vil komme til at spille, siger Ståle Solbakken til FCK.DK.
I forhold til tidligere år, skal F.C. København ude i den del flere træningskampe end normalt. Årsagen findes til dels i Royal Leagues manglende tilstedeværelse, men også i at konkurrencen på holdet skal øges.
- Jo flere træningskampe man har, jo flere muligheder har man for at vurdere de enkelte spillere i kampsituationer, og det øger konkurrencen på holdet. På længere sigt vil vi jo også meget gerne finde tilbage til de niveau vi havde i 2006/07-sæsonen og jeg mener ikke der er særlig langt til dette - træningskampene skal blandt andet bidrage til det, fortsætter cheftræneren.
Selvom Hansa Rostock er placeret i den tunge ende af tabellen i den tyske 1. Bundesliga, er der kun fire point op til Borussia Dortmund på 10. pladsen. Der er dermed lagt op til en god test for begge hold. Rostock genoptager kampene i Bundesligaen den 1. februar mod selveste Bayern München, så for hjemmeholdet er der tale om den sidste test før det for alvor går i gang igen.
- Jeg er sikker på det bliver en god træningskamp for begge hold. Vi kommer til at stå over for et hold der skal være klar til Bundesligaen om kort tid, og dermed skal vi være klar og 100 procent koncentreret, hvis vi skal have noget resultatmæssigt ud af kampen. Det er dog som sagt ikke vores førsteprioritet - jeg vil gerne se alle i kamp, slutter Ståle Solbakken.