Vidtrækkende initiativer i vente

Vidtrækkende initiativer i vente

Søndag eftermiddag blev en sort stund for F.C. København, idet en del af tilskuerne på klubbens fanafsnit på Brøndby Stadion medvirkede til afbrænding af og kast med farlige romerlys. Derudover var der flere tilfælde af vold.

 

- Selv om der stadig er tale om et fåtal af vores titusinder af fans, der ikke kan opføre sig ordentligt på udebane, så må vi nu konstatere, at gruppen af ballademagere er voksende, at nogle af dem er endog meget unge, og at diverse stadigt mere farlige aktioner er koordinerede. Samtidig er selvjustitsen ikke eksisterende. Hverken F.C. København eller klubbens fodboldinteresserede fans kan være tjent med, at disse ballademagere ødelægger så meget for klubben, og vi vil derfor nu nedsætte en intern arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til effektive og vidtrækkende initiativer i fremtiden, siger F.C. Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, og oplyser, at klubbens sikkerhedschef og jurist vil være blandt medlemmerne af arbejdsgruppen.

 

- Vores jurist er med i gruppen, fordi vi ønsker at gå så langt, som lovgivningen tillader os. Jeg vil lade arbejdsgruppen komme med dens indstillinger, før der bliver truffet beslutninger, men personligt tror jeg, at vi er nået dertil, hvor vi ikke længere kan leve med, at der er personer til stede i vores fanafsnit på udebane, som vi ikke kender identiteten af. Det vil gøre det en hel del mere besværligt at deltage på turene, og det vil nok også gå udover antallet af medrejsende fans, men vi skal til bunds i dette problem, siger han og tilføjer, at F.C. Københavns officielle fanklub naturligvis vil blive inddraget i det præventive arbejde i et eller andet omfang.

 

Fokus på koordination
Såvel til sidste mandags hjemmekamp i PARKEN, hvor en AaB-tilhænger kastede et brændende romerlys ind blandt tilskuere på Carlsberg-tribunen, som til dagens kamp i Brøndby, var både voksne og børn i direkte fare for at få alvorlige forbrændinger, og klubben vil nu undersøge de juridiske muligheder for at sidestille romerlys på stadion med våben.

 

- I mine øjne er der kriminelt, når man bevidst udsætter andres liv for fare, og jeg kunne ved selvsyn konstatere, at det skete med romerlys i dag på Brøndby Stadion og i mandags i PARKEN. Derfor mener jeg, at det skal overvejes at sidestille romerlys på stadion med våben, så politiet og domstolene kan tage affære, siger Flemming Østergaard, der mener, at det var en skærpende omstændighed, at dagens ballademagere maskerede sig, inden de kastede lysene mod de omkring siddende tilskuere.

 

- Vi vil bruge videooptagelserne fra hele sæsonen på både ude- og hjemmebane for at undersøge, om vi kan identificere enkeltpersoner eller grupper, der har en styrende rolle i forhold til den uacceptable opførsel. Og vi hører gerne fra personer, der kender til koordinationen af dagens farlige aktion, siger Flemming Østergaard, som er ”iskold” overfor argumenter om, at afsnittet, hvor ballademagerne står, går forrest i arbejdet med at skabe stemning til F.C. Københavns kampe:

 

- Jeg har set bannere med tekster som eksempelvis ”Fodbold er intet uden os” i umiddelbar nærhed af problemområderne, men vi er vist mange, der er sikre på, at både fodbolden og F.C. København vil have det langt bedre uden disse typer på lægterne.