Ståle: - Overraskende!

Ståle: - Overraskende!

Selvom der var tale om den allerførste træningskamp for F.C. Københavns vedkommende i den nye sæson, så var det man så på den glimrende bane på Helsingør Stadion ikke stereotypt for sådan en kamp. Første halvleg bød på glimrende FCK-spil, mens russiske Zenit Skt. Petersborg i anden halvleg havde bolden mest, men ikke fik gjort noget konstruktivt med den. Derfor var de to FCK-mål i første halvleg nok til at sikre en ganske fortjent 2-0-sejr over UEFA Cup-vinderne.

 

Det var da også en lettere overrasket Ståle Solbakken som FCK.DK fik en kort snak med efter kampen i det nordsjællandske:

 

- Jeg må sige, at jeg er lidt overrasket over resultatet. Nu er det ikke fordi jeg ikke tror på mit eget hold, men vi er lige startet og Zenit er noget længere henne i deres forberedelser. Så på baggrund at det, er jeg overrasket over, at vi har så god kontrol som vi har. I første halvleg er vi gode både med og uden bold, mens vi i anden halvleg er rigtig gode uden for, for vi har den ikke særligt meget. Overordnet set er jeg vældig tilfreds med kampen, sagde en glad cheftræner.

 

Niclas Jensen, der spillede godt og vel den første time, var ikke overraskende meget på linie med sin træner:

 

- Nu skal man selvfølgelig passe på med ikke at lægge for meget i de her træningskampe, men det var fint nok i dag. Zenit kommer jo næsten ikke frem til nogen chancer i hele kampen, hvilket primært skyldes vores solide defensiv. Vi vidste på forhånd, at med sådan en kvalificeret modstander som Zenit er, så måtte man ikke give ved dørene, og det skærpede måske sanserne lidt i forhold til det at det var vores første kamp i sæsonen, sagde F.C. Københavns nummer 3.

 

Uanset indgangsvinkelen for dagens to duellanter, så kan man kun være tilfreds med københavnernes indsats mod et russisk klassemandskab, der i deres to foregående træningskampe har slået svenske Helsingborgs IF med 1-0 og FC Nordsjælland med 5-1.

 

F.C. Københavns næste opgave er på onsdag, når Lyngby Boldklub kommer på besøg på Østerbro Stadion til et lokalopgør i klassiske rammer. Den kamp kan du læse mere om her.

 

 

>>>>>>> Læs et længere referat af Zenit-kampen her.