Ståle: - Godt tilfreds
Han ser måske ikke helt tilfreds ud i den her situation, men Ståle Solbakken kunne overordnet se tilbage på en god kamp...
F.C. Københavns cheftræner kunne efter de 90 minutter mod de polske mestre fra Wisla Krakow være godt tilfreds med sit holds indsats. Københavnerne kom ud til kampen som lyn og torden, og spillede mere eller mindre polakkerne ud af banen i de første små tyve minutter. Herefter tog Krakow over i godt lige så lang tid, mens resten af kampen blev meget lige.
- Jeg er godt tilfreds med præstationen. Vi starter rigtig godt og kommer også fortjent foran i det, der skal vise sig at blive vores bedste periode i kampen. Wisla Krakow kommer så tilbage og får udlignet fortjent, mens vi i resten af kampen har et lille overtag og de største chancer, starter Solbakken.
Libor Sionko, der fik en flot introduktion af stadionspeakeren i øvrigt, samt Zdenek Pospech og Atiba Hutchinson har kun trænet i tre dage. Det kunne man godt se på deres spil, mente Ståle.
- Det er klart, at med kun tre dages træning, så manglede de tre spillere lidt i forhold til de andre. Men jeg synes trods alt de gjorde det godt, og der var flere gode aktioner fra alle tre. Ulrik Laursen var en af vores bedste i dag. Han spillede godt og viste stor autoritet, mens både Hjalte og William arbejder stenhårdt på den centrale midtbane, fortsætter Solbakken.
Og som afrunding på tirsdagens kamp, mente cheftræneren:
- Overordnet set var det uafgjorte resultat ganske fair. Det var en kamp i et højt tempo mod en god modstander, så vi er godt tilfredse med det hele, sluttede cheftræneren før turen gik tilbage til hotellet på cykel.
>>> Læs mere om kampen på kampsitet: Wisla Krakow – F.C. København