Sidste test
Det bliver den sidste test for Ståle Solbakkens tropper, når Hertha Berlin i dag, lørdag, klokken 18.30 er modstanderen i den østrigske by Stegersbach. Torsdag er den nemlig rigtig alvor, når Cliftonville tager imod i det nordirske i UEFA Cuppens første kvalifikationsrunde. Siden søndag har F.C. København været på træningslejr i Bad Radkersburg i det sydøstligste Østrig, og truppen har været gennem nogle hårde træninger og en god træningskamp mod Wisla Krakow, der endte 1-1. Nu gælder det altså bundesligamandskabet fra den tyske hovedstad.
- Jeg tror det bliver en tæt kamp ligesom den første vi spillede hernede mod Wisla Krakow, og vores udgangspunkt for kampen er nogenlunde det samme som mod polakkerne. VI skal dog tænke på, at vi torsdag skal ud i en vigtig UEFA Cup-kamp, og med den træningsmængde vi har haft på det seneste, så skal vi selvfølgelig være opmærksomme på træthedstegn hos spillerne, så vi undgår flere skader, siger Ståle Solbakken til FCK.DK.
I den forgangne uge har det kun været enkelte spillere, der har været præget af småskavanker, og derfor forventer Ståle også at alle mand er klar til i aften.
- Som det ser ud nu, så stiller vi op så stærkt vi kan. Vi bytter et par spillere i pausen, og så må vi ellers se som kampen skrider frem. For at skabe lidt variation på holdet, har vi blandt andet trænet med Pospech som højre midt og Sionko som venstre, hvilket vi måske også forsøger i aften. Ellers gælder det om at få endnu en kamp i benene, og få finpudset de ting som vi har trænet på, slutter Ståle.
FCK.DK dækker kampen live i tekst fra Stegersbach. Du kan følge med lige her fra klokken 18.30. Senere på aftenen vil der kommer reaktioner og billeder fra sommeropstartens sidste træningskamp.