U19: Slutstatus på turneringen i Frankrig
I denne weekend deltager FCK/KB’s U19-hold i en international ungdomsturnering i byen Bouligny i det nordøstlige Frankrig. Udover de danske talenter fra FCK/KB, så har turneringen deltagelse af en række talenter fra Frankrig, Schweiz, Polen og Grækenland.
Af Jan Eliassen
Der deltager i alt otte hold i turneringen, og de er blevet opdelt i to grupper. Efter en omgang alle-mod-alle i puljespillet, så er formatet på turneringen, at de to puljevindere herefter spiller finale, de to pulje 2’ere spiller om bronzen og så fremdeles ...
Lodtrækningen har maget det således, at FCK/KB er i pulje med to franske hold fra henholdsvis Auxerre og Nancy, samt det schweiziske mandskab fra Lausanne. I den anden pulje finder man græske Panionios Athènes, polske Poznan samt yderligere to franske hold fra FC Metz og Marseille.
Fredag
I det indledende puljespil mødte FCK/KB fredag aften franske A.J. Auxerre, men på trods af at det var en tempofyldt affære, så endte kampen alligevel 0-0. Herefter gik kampen i straffesparkskonkurrence – og her vandt Auxerre – der dermed fik to point mod FCK/KB’s ene point. I puljens anden kamp vandt Lausanne med 1-0 over Nancy.
Lørdag
Lørdag aften Kl. 1700 spillede FCK/KB dagens anden kamp, modstanderen var det franske hold Nancy. Efter en meget lige kamp med højt tempo, endte kampen uafgjort 1-1 takket være en scoring af Cagri Erdem. Efterfølgende vandt Nancy desværre straffesparkskonkurrencen. Dagens resultater betyder, at på trods af at FCK/KB reelt kun har tabt en kamp, så slutter de alligevel sidst i puljen – endda med en bedre målscore end Nancy – men det er indbyrdes der tæller.
Tidligere på lørdagen havde FCK/KB mødt schweiziske Lausanne, og på trods af flere store chancer, så endte det med et 1-0 nederlag efter en schweizisk dødbold. Ærgerligt, men ifølge træner Jonnie Larsen, så udviste holdet ikke den fornødne skarphed oppe foran.
Søndag
I søndagens placeringskamp om 7. pladsen skulle FCK/KB møde det græske hold Panionios Athènes, og efter en god kamp med masser af intensitet, så kunne det konstateres at FCK/KB endnu engang havde spillet uafgjort, denne gang 2-2. Marc Dal scorede begge mål for FCK/KB. Det betød for tredje gang i turneringen, at kampen skulle afgøres på straffesparkskonkurrence, og man må erkende, at det nok ikke er "favoritdisciplinen", da FCK/KB for tredje gang tabte dysten fra 11-meters pletten.
FCK/KB slutter dermed på 8.pladsen, lidt ærgerligt taget i betragtning af, at holdet reelt kun taber en kamp i turneringen ...