FCK/KB slår PSV med 2-1

FCK/KB slår PSV med 2-1

I denne weekend har FCK/KB’s juniorer været en tur i Ukraine og spille med i en international ungdomsturnering. Arrangør er FC Shakhtar Donetsk, og det var et af de hold FCK/KB var i pulje med. De to øvrige hold var skotske Celtic og italienske Parma. De fire hold i den anden pulje var græske Olympiakos, russiske Zenit Skt. Petersborg, portugisiske Porto og PSV Eindhoven fra Holland.

 

Af Jan Eliassen

Turneringen er blevet spillet siden oktober 1996, og bærer navnet “Braguin Cup” efter Aleksandr Braguin, der tidligere var præsident i FC Shakhtar. Formatet på turneringen er to puljer med fire hold, hvor de to bedste i hver pulje ”krydser over” og spiller semifinaler, mens de to 3’ere og 4’ere møder hinanden i placeringskampe om henholdsvis 5. og 7. pladsen.

 

FCK/KB klarede sig spillemæssigt fint i de tre puljekampe, men endte alligevel på en 4. plads, og det betød som sagt en kamp om 7. pladsen. Modstanderen i søndagens placeringskamp var hollandske PSV Eindhoven. FCK/KB vandt kampen med 2-1 på to mål af Andreas Cornelius og Freebody Appia.

 

Niels Sørensen, elitemanager i FCK/KB sagde om dagens kamp:

 

- Det var en lige kamp hvor vi formår at holde et teknisk dygtigt hollandsk mandskab væk fra chancer, og så scorer vi selv på to kontraer – vi har endda et par kontrachancer mere, men scorer altså kun på to af dem. PSV er rigtig stærke med bolden, og har gode individualister, men som hold er vi gode til at lukke banen af, og så skaber vi som sagt, de chancer der skal til for at vinde en kamp.

 

Hvordan er turneringen gået generelt:

 

- Overordnet så har de tre første kampe budt på modstandere der er os 10 % fysisk overlegne, og også 10-20 % dygtigere med bolden. Mod Shakhtar (1-0) render vi desværre ind i en rigtig hjemmedommer, der bortdømmer os i et par situationer. Mod Celtic havde vi de chancer der skal til, men taber desværre 2-1 på et mål i sidste minut. Den tredje kamp mod Parma var nok vores dårligste kamp, men her får vi så uafgjort 1-1. Alt i alt klarer vi os fint organisatorisk, men modstanderne har været en anelse dygtigere.

 

Og således sluttede den 13. udgave af Braguin Cup …

 

Med dagens sejr over PSV Eindhoven kan FCK/KB’s juniorer gøre status, og konstatere, at holdet slutter som nummer 7 i turneringen. Finalen spilles senere søndag, og står mellem Olympiakos og værterne fra FC Shakhtar.

 

>>>>> Besøg ”FC Shakhtar Football Academy”

 

FCK/KB’s U17-hold spiller sin næste kamp i U17 Drenge Ligaen den 6. september på udebane mod OB.