Sejr i reservernes New Firm

I en kamp, der bølgede meget frem og tilbage i både tempo og momentum, afgjorde FCK/KB søndagens lokalopgør mod Brøndbys reserver med to mål på et enkelt minut.

 

af Ragnald Kruse

Det var en kamp, hvor FCK/KB havde fået hjælp fra de to erfarne spillere Rasmus Würtz og Mikael Antonsson, men selv med det in mente, var det gæsterne der startede med et voldsomt pres og allerede inden for kort tid havde skabt flere gode chancer.

 

FCK/KB kunne ikke rigtigt få de sidste afleveringer igennem forsvaret, selvom opspillet var godt, men da deres forsvar stod godt på banen, afholdte det gæsterne for at komme foran. Generelt var tempoet højt i første halvleg, men da ingen af chancerne blev udnyttet, forblev stillingen målløs ved pausen.

 

I anden halvleg var det hjemmeholdet der startede bedst, og der skulle ikke gå mere end 5 minutter før den første scoring kom. Saban Özdogan var kommet godt af sted i højre side, og sendte et flot langskud over i det modsatte hjørne uden for Brøndby keeperens rækkevidde. Der skulle dog ikke gå mere end et halvt minut før bolden igen måtte pilles ud af Brøndbys net – knapt havde gæsterne givet bolden op før den blev opsnappet og sendt videre til Kevin Bechmann Timm, der snød to forsvarsspillere lige uden for feltet på midten og sendte bolden ind til 2-0.

 

Om det var de to hurtige mål eller det faktum at FCK/KB gik et gear mere op der tog modet fra gæsterne er ikke helt til at vide, men det var i hvert fald hjemmeholdet der nu sad på kampen og producerede flere store chancer. Brøndby kunne ikke rigtig få deres spil til at flyde, og når de endelig kom igennem, blev de trukket offside af et solidt spillende forsvar. I den anden ende havde Kevin Bechmann Timm flere gode chancer i angrebet, og kun stolpen kom i vejen for endnu en scoring godt 10 minutter før tid.

 

Et par minutter før tid fik Jacob Albrechtsen sit andet gule kort og måtte forlade banen – en kendelse han var meget utilfreds med. Dommeren havde ikke set forseelsen, og måtte ud og tale med sin linjevogter inden det røde kort faldt. Dette kunne dog ikke ændre at FCK/KB kunne gå sejrrigt fra banen og kunne rykke forbi Brøndby og op på en femteplads i tabellen.

 

Efter kampen var den en glad målscorer Kevin Bechman Timm FCK.DK talte med:

 

”Det var en meget lige kamp, hvilket det næsten altid er mellem os og Brøndby – der var meget energi i første halvleg dog uden at det kom til nogle mål, men efter scoringerne i anden halvleg stiger vores selvtillid og de viste spillet”, fortalte angriberen.

 

Næste hjemmekamp er den 19. oktober mod Vanløse. Men kan man ikke vente så længe, kan man tage til Tingbjerg lørdag den 4. oktober, hvor topholdet Brønshøj venter.

 

Startopstilling:


 

Kevin Bechmann Timm  -  Thomas Christensen
Mads Laudrup  -  Nikolaj Hansen -  Rasmus Würtz  -  Saban Özdogan 
Mathias Gravesen  -  Jacob Albrechtsen  -  Mikael Antonsson  -  Danni Jensen
Frederik V. Larsen

 

Scoringer:
50. minut: 1-0 Saban Ozdogan
50. minut: 2-0 Kevin Bechmann Timm

 

Udskiftninger:
61. minut: Saban Özdogan ud, Jacob Neestrup ind
71. minut: Rasmus Würtz ud, Paw Bendixen ind
84. minut: Kevin Bechmann Timm ud, Mads Aunvig ind

 

Advarsler:
53. minut: Saban Özdogan, gult kort
74. minut: Jacob Albrechtsen, gult kort
89. minut: Jacob Albrechtsen, rødt kort