Man City - what's new?
For 10 dage siden kiggede vi nærmere på Manchester City og spurgte: Har de et hold? Her dagen efter transfervinduet er lukket, og hvor de ”sky-blues” har været sat i forbindelse med en række af verdens bedste spillere, er situationen ikke meget anderledes. City skal nu overbevise deres fans og resten af verden at de mener det alvorlig, når de snakker om helt nye tider på City af Manchester Stadium.
Vinduestatus: Plus fire
Manchester City sikrede aftaler med fire gode - men ikke spektakulære - spillere i januars transfervindue. Fra Chelsea købte City venstrebacken Wayne Bridge som spillede mere på det engelske landshold end på Chelseas førstehold i sidste sæson, og gerne ville have klubkarrieren på ret spor igen. Walisiske Craig Bellamy er en af Mark Hughes’ favoritter og en fightertype som holdet åbenlyst har manglet i den første del af sæsonen – et fornuftigt køb, selvom mange var overraskede over det høje 14 millioner-pund-prisskilt.
Hollænderen Nigel de Jong som skal styrke klubbens midtbane, har et godkendt CV med landholdskampe for Holland og gode perioder i Ajax og Hamburger SV. Han har spillet i UEFA Cuppen i år, og må derfor ikke spille den 19. februar, mens de tre andre nye vil være til rådighed for manager Mark Hughes til kampen mod os i PARKEN. Den sidste spiller som skiftede lige før vinduet smækkede i, var den 32-årige Newcastle-målmand, Shay Given. Mark Hughes udtalte om Given til Manchester Evening News at ”vi får en meget god målmand, og den erfaring han kommer med vil være med til at hjælpe vores to ekstraordinære unge målmænd, Joe Hart og Kasper Schmeichel”.
Frem og tilbage
Efter en opadgående formkurve som sikrede klubben ti point i fire kampe, var weekendens nederlag til Stoke et stort tilbageslag for City. Mark Hughes valgte at starte med de samme elleve som vandt over Newcastle i midten af sidste uge, og håbet var at ændre lidt på Citys meget ringe udebanestatistik i ligaen: Ti kampe – én sejr! Citys startopstilling til kampen kostede i øvrigt tilsammen cirka 90 millioner pund – men man kunne ikke se det på banen…
Efter en ikke særlig velspillede første halv time, blev Citys sag godt hjulpet på vej, da Stokes Rory Delap blev udvist efter en batalje med Wright–Philips (som også burde have fået det røde kort!). Men selv om Manchester City var i overtal i næsten en time, var de ikke i stand til besejre det hårdt fightende hjemmehold. Bellamy løb solen sort men uden meget effekt, Robinho manglede magi, Wright-Philips virkede træt og uinspireret og kampen forløb uden nævneværdige chancer til udeholdet. Manchester City forringede deres udebanestatistik med endnu en nederlag, da Stoke scorede kampens enlige mål i første halvlegs overtid og vandt deres første hjemmekamp siden november 2008.
To kampe tilbage før PARKEN
Her på lørdag spiller Manchester City på hjemmebane mod Middlesbrough (se kampen kl. 13.45 på Kanal 5), og næste weekend skal holdet besøge Portsmouth i den sidste kamp før de rejser til København. To sejre vil sikre Citys plads i midten af tabellen, og et lille pusterum for trænere og spillere, mens et par nederlag igen vil sende dem ned i den gruppe af hold som p.t. kæmper for overlevelse i Premier League.
Mens F.C. København spiller træningskampe i La Manga og på træningsanlægget Nummer 10, skal Manchester City prøve at opbygge lidt selvtillid før de løber ind på banen i en forhåbentlig propfyldt PARKEN den 19. februar.
Det er nu kun 16 dage tilbage - Har du købt din billet?
>>> Billetinformation: F.C. København - Manchester City