Tre nye modstandere
Vi har ikke tidligere mødt nogen af de kommende tre modstandere i UEFA Europa League. CFR 1907 Cluj fra Rumænien, Sparta Prag fra Tjekkiet og PSV Eindhoven fra Holland er alle nye bekendtskaber. Det er endda første gang at vi skal møde et rumænsk hold. Rumænien bliver dermed nation nummer 34 vi kommer til møde (ud af UEFA’s 53 medlemslande).
Af Søren Naundrup Jensen
Tjekkiske hold har vi derimod mødt tidligere. Faktisk var vores anden kamp nogensinde mod tjekkiske Sigma Olomouc. Det var i Toto-turneringen i 1992 og F.C. København tabte på hjemmebane med 1-3. Klubbens målscorer var Martin Johansen. Returopgøret endte 1-1 med Michael Manniche som københavnsk målscorer. Det skal siges at vi endte som gruppevinder i Toto-turneringen.
I Europa Cuppen i 1995 trak vi i pokalvindernes turnering tjekkiske SK Hradec Kralove og det gik slet ikke som planlagt. Vi tabte i Tjekkiet med hele 5-0. Hjemme i PARKEN kom vi endda bagud med 2-0, men formåede efter mål af Rene Tengstedt og Diego Tur at spille 2-2.
Når vi taler om hollandske hold, så har vi kun mødt Ajax Amsterdam. Dem har vi også mødt to gange og det har været to store oplevelser. Tilbage i 2001 mødte vi Ajax i UEFA Cuppens anden runde. Efter 0-0 i København hentede vi en 1-0 sejr i Amsterdam. Niclas Jensen scorede syv minutter før tid og vi var videre i UEFA Cuppen. I 2006 blev det endnu vildere. I UEFA Champions Leagues tredje og afgørende kvalifikationsrunde trak vi Ajax, og igen indledte vi med et nederlag i PARKEN. Hollænderne vandt 1-2 og Brede Hangeland scorede vores mål. I returopgøret scorede først Michael Silberbauer og senere en hollænder (Thomas Vermaelen) i eget net og vi kunne trække os sejrrigt ud af kampen. Sensationen var en kendsgerning og vi var kvalificeret til UEFA Champions League.
Statistisk set kan vi sige:
- Vi har aldrig vundet over et tjekkisk hold
- Vi har aldrig fået point på hjemmebane mod et hollandsk hold
- Vi har altid vundet på udebane mod et hollandsk hold.
- Kampe mod hollandske hold har givet os store succesoplevelser