Zuma kommer i PARKEN

Zuma kommer i PARKEN

Imens resten af Danmark går og venter spændt på Obama-familiens tilstedeværelse i København i forbindelse med den kommende IOC-kongres, så kan F.C. København på torsdag byde ”velkommen hjem” til en vaskeægte københavnsk stjerne. Sibusiso Zuma er i øjeblikket i København for at besøge venner og holde sig i form, og i den forbindelse skal den tidligere 10’er naturligvis ind og se torsdagens UEFA Europa League-gruppespilskamp mod Sparta Prag i PARKEN.

’Sibu’ var i fredags på besøg i PARKEN for at hilse på tidligere kollegaer og få sig en venskabelig snak med Flemming Østergaard. Samtidig blev det til en lille rundtur på Danmarks nationalstadion, der har undergået væsentlige forandringer siden sidst Zuma var her. Sydafrikaneren fik blandt andet set den nye Super Best-tribune og de nye omklædningsrum.

Torsdag er Zuma gæst hos Flemming Østergaard og vil i pausen af kampen gå på plænen til en velfortjent hyldest samt hilse på fansene.

- Jeg elsker København og glæder mig over at være tilbage i byen selvom det kun er for en kort periode. Det er min families andet hjem, og det var dejligt at hilse på mange af de ansatte i klubben igen. Jeg har så mange fantastiske minder herfra, og jeg ser frem til at komme i PARKEN på torsdag og støtte drengene, og glæder mig også rigtig meget til at hilse på fansene igen, sagde Zuma efter besøget i PARKEN.

 

 

Flemming Østergaard og Zuma hilser på hinanden...

 

 

Hyggesnak på Østergaards kontor...

 

 

På rundtur i PARKEN...

 

 

Zuma foran den nye spillertunnel...

 

 

Det smil eller det billede bliver man aldrig træt af at se på...

Fotos: FCK.DK / Daniel Rommedahl