FCK-nomineringer til Dansk Fodbold Award

Dansk Fodbold Award 2009 sendes igen i år direkte fra Cirkusbygningen i København mandag den 9. november. Her bliver det endnu engang afgjort, hvem der har markeret sig mest i dansk fodbold i årets løb.

 

Med en sæson der har budt på The Double, europæisk fodbold og masser af mindeværdige kampe og mål, har F.C. København ikke overraskende modtaget et par nomineringer.

 

Atiba Hutchinson og Ailton Almeida er begge blevet nomineret til Årets SAS Liga-spiller, mens Ståle Solbakken er blevet nomineret til Årets Træner.

 

Dansk Fodbold Award 2009 hylder de personer, der det seneste år har markeret sig i den danske fodboldverden – fra breddefodbolden til landsholdet. Der skal kåres en vinder i alt 10 forskellige kategorier, blandt andet Årets SAS Liga-spiller, Årets Spiller, Årets Talent – kvinder, Årets Arla Talent – mænd, Årets Træner, Årets Mål, og Årets Breddeklub.

 

For mændenes vedkommende vil vinderen i kategorien Årets Spiller ligesom sidste år blive afgjort af danskerne via en afstemning. De nominerede i kategorien bliver offentliggjort mandag den 26. oktober i TV2s Sportsmagasin, Hutelihut og på dbu.dk. Danskerne har ligeledes har mulighed for at stemme på hvilket mål, der i år fortjener titlen som Årets Mål. De nominerede mål bliver ligeledes vist i Hutelihut, dog allerede mandag den 19. oktober.

 

Alle nominerede i de forskellige kategorier vil frem mod Dansk Fodbold Award blive offentliggjort på www.dbu.dk, samt på www.award.tv2.dk. Her kan du også allerede på nuværende tidspunkt se højdepunkter fra de tidligere år, samt se eller gense vinderne fra de to sidste års show samt billeder og indslag fra kåringen af optagelsen af 80'er-landsholdet i Fodboldens Hall of Fame tirsdag den 29. september