Hjalte: - En stor plet, der skal vaskes væk
Træningsintensiteten var høj og koncentreret, og stemningen og humøret fejlede heller ikke noget til lørdagens træning på 10'eren på Frederiksberg. Men pokalfiaskoen i Haderslev var absolut ikke glemt, og man fornemmede tydeligt, at alle var klar over, at der skal helt andre boller på suppen i morgendagens kamp.
- Vi har en stor plet, der skal vaskes væk efter i torsdags, og det skal gøres søndag med en god og solid indsats i Esbjerg, der jo også har noget de skal bevise, sagde anfører Hjalte Nørregaard til FCK.DK. - Vi skal snarest finde tilbage til de gode takter, vi viste i mange kampe i træk lige indtil i torsdags. Vi har selvfølgelig brugt noget tid på at tale den kamp godt og grundigt igennem, men nu ser vi fremad og fokuserer på Esbjerg-kampen.
Vestjyderne har haft et forrygende efterår - i hvert fald lige indtil i onsdags - og en af de spillere, der kender klubben bedst er Martin Vingaard, der i vinters tog turen fra Vestjylland til hovedstaden, men stadig har kontakt til flere af spillerne og også har været ovre på deres nye flotte stadion og se nogle kampe, blandt andet mod Brøndby her i efteråret:
- Det betyder meget ,at det stort set er det samme hold, der nu har spillet sammen i et par sæsoner. De har fået en god struktur på holdet, og mange af de unge spillere har efterhånden fået en hel del rutine, vurderer Vingaard, der ikke lægger skjul på løvernes målsætning i morgen: - Vi skal bare over og vinde den kamp!
Træningsseancen blev som sædvanlig afsluttet med en gang overligger, og til spillernes store fornøjelse lignede det længe et nederlag til cheftræner Ståle Solbakken, der til sidst var alene tilbage med Thomas Kristensen i en nervepirrende slutduel, men nordmanden ramte tværstængen først, og så måtte Thomas Kristensen naturligvis finde sig i at blive mobbet af holdkammeraterne og beskyldt for at fedte for træneren...
Bestyrelsesformand Flemming Østergaard, der var mindst lige så skuffet som alle andre over den sløje indsats i torsdags, havde i øvrigt også lagt vejen forbi træningsanlægget på Jens Jessens Vej denne halvkolde gråvejrsformiddag, og han havde medbragt et par wienerbrøds-stænger i anledning af han i dag kan fejre sin 66 års fødselsdag. Der er ingen tvivl om, hvilken gave han helst vil have fra spillerne lige nu: 3 point i morgen!
Den stærke målmandstrio varmer op - Jesper Christiansen er dog endnu ikke helt klar til kamp.
Laursen, Ailton og Delaney i en træningsøvelse
Ståle kalder til samling for at gennemgå nogle taktiske detaljer forud for Esbjerg-kampen
Mikael Antonsson og Jesper Grønkjær i aktion
Målmandstræner Per Wind glæder sig til at komme ind og få et stykke af Flemming Østergaards fødselsdags-kage
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK