Ståle: - Mindst 4 point mod PSV og Cluj
Det skulle egentlig have handlet om morgendagens kamp mod PSV Eindhoven! Tirsdagens pressemøde kom dog naturligvis til at handle mest om Ståle Solbakkens jobskifte til norsk landstræner, og cheftræneren forklarede beredvilligt på spørgsmålene fra de danske sportsjournalister – og en hel del norske, som der var klart flere af end hollandske.
- I slutningen af sidste uge henvendte det norske fodboldforbund (NFF) sig til F.C. København, og både klubben og jeg gjorde det helt klart, at der ikke kunne blive tale om at bryde min nuværende kontrakt, der løber til sommeren 2011. Jeg fik et konkret tilbud fredag om at tiltræde 1. januar 2012, og det overvejede jeg i weekenden, hvor jeg selvfølgelig også talte meget med Flemming Østergaard og Carsten V. Jensen. Vi drøftede flere muligheder, herunder også en forlængelse af min FCK-kontrakt, men i sidste ende besluttede jeg mig for at sige ja til NFF, fortalte Ståle Solbakken.
- Vi vurderede, at det var bedst at gå åbent og ærligt ud med det nu, og det var NFF også med på. Men jeg udmærket er klar over, at det vil blive turbulent, og jeg vil blive spurgt om det her mange gange fremover. Men sådan er dét, og det lever jeg fint med. Men efter i dag, vil jeg ikke udtale mig mere om det, for jeg har stadig 18 måneder tilbage af min kontrakt, og dem har jeg tænkt mig at opfylde. Jeg glæder mig til det, jeg nyder mit job, og jeg er mere motiveret end nogensinde for at vinde alle de titler, vi kan, og for at aflevere et stærk og godt mandskab til min efterfølger i sommeren 2011, fastslog Ståle.
Cheftræneren uddybede sine bevæggrunde for at vælge at tage imod tilbuddet om at træne sit lands nationalmandskab:
- Jeg har prøvet at træne en lille klub med det mindste budget i Norge (HamKam, red.) og det største hold i Skandinavien med det største budget, så jeg har tænkt, at næste skridt enten skulle være en større europæisk klub eller et landshold. Og så kom tilbuddet om at træne mit eget lands hold, og mon ikke de fleste trænere på højt niveau vil være interesserede i et sådant tilbud. Rent privat passer det også fint i forhold til børnenes skolegang, men der er mange ting der spiller ind, så det er en samlet helhedsvurdering, sagde han.
- 18 måneder er måske lang tid, men hverken jeg, klubben eller spillerne har noget problem med det. På den måde får klubben også god mulighed for at finde en ny træner, og under alle omstændigheder skulle jeg give en melding om mine fremtidsplaner senest i sommeren 2010. Klubben kan ikke være tjent med, at man først tager stilling til en eventuel kontraktforlængelse i sidste øjeblik, for så er der ikke tid til at finde en efterfølger, bemærkede Ståle.
Der blev dog også lejlighed til at tale lidt om torsdagens vigtige hjemmekamp mod PSV Eindhoven, som ifølge Ståles vurdering skal give mindst ét point:
- Vi skal have mindst 4 point i de to næste hjemmekampe, hvis vi selv skal kunne afgøre det i den sidste kamp i Prag. Det vil være ekstra godt at slå PSV, for så tvinger vi dem til at stille med bedste hold i de næste kampe i gruppen. Så vi går naturligvis efter at vinde i morgen, men vi ved, hvad der venter os, og uafgjort vil også være brugbart, lød det fra cheftræneren, inden han gik ned til sine spillere og den afsluttende træningsseance før torsdagens opgør.
William Kvist ser frem til kampen på det nye, lækre græsunderlag i PARKEN:
- Jeg synes, vi spillede dem rigtig godt dernede, men det er et godt hold vi møder. Jeg håber, vi kan presse dem endnu mere og få vores eget spil til at køre lidt hurtigere, men uden at give den for meget plads.
Mikael Antonsson supplerede William: - Vi skal have gang i vores eget spil, og så må vi se hvordan kampen udvikler sig, og hvor langt frem på banen de vil komme. Vi så jo, at de har nogle farlige offensive folk, bl.a. deres venstrekant, og så slipper de jo heller ikke mange mål ind.
FCK.DK fik som sædvanlig et par stemningsbilleder fra træningen:
Hjalte Nørregaard fik ikke meget at skulle have sagt på dagens pressemøde, der mest handlede om Ståles fremtidsplaner
Ailton interviewes af Løvetimens Emil Utzon
Sportsdirektør Carsten V. Jensen fik - og får også fremover - mange spørgsmål om trænerskiftet i 2011
Ulrik Laursen giver den som søløve efter at have tabt i "gris"
Jesper Grønkjær strækker ud
Anders Storskov viser vejen
Jesper Christiansen kom på græs i PARKEN igen
Ulrik Laursen træner "Come on, ref, I didn't touch him!"
William Kvist med en af UEFA's orange "snebolde" til vinterbrug
Tekst og foto: Torkil Fosdal, FCK.DK