Ståle: - Det her hold er gjort af det helt rigtige stof

Ståle: - Det her hold er gjort af det helt rigtige stof

Efter de 90 minutters flot og effektiv fodbold, var det en meget tilfreds – og stolt – cheftræner der på det efterfølgende pressemøde havde disse ord:

 

- Jeg er stolt af drengene, vi har været under stort pres på det seneste, og de sidste fem kampe har været fem eksaminer, og specielt i de sidste tre kampe er spillet bare blevet bedre og bedre. I dag spiller alle op til deres bedste og nogle spiller endda bedre end det. Jeg synes kampen viser, at det her hold er gjort af det helt rigtige stof.

 

Normalt kunne det godt blive lidt spændende på bænken, men Ståle havde en rolig dag på bænken:

 

- Som træner kunne jeg tage det stille og roligt på bænken i dag, og jeg sidder tilbage og er virkelig stolt af den præstation alle mand yder i dag. Da fløjten lyder efter 90 minutter er jeg ikke engang rigtig lettet, for vi havde jo nærmest vundet kampen allerede da vi kom på 1-0, og jeg kunne virkelig ikke se hvordan Sparta skulle have scoret. Jeg sagde til spillerne i omklædningsrummet efter kampen, at den her præstation er en af dem man kan tage frem senere og virkelig mindes med glæde.

 

En mand Ståle er blevet mere og mere tilfreds med er dagens dobbelt målscorer:

 

- Dame N’Doye havde det lidt svært det førstehalve år, men efter at han er blevet helt fit, og har lært Danmark, holdet og spillestilen at kende 100 procent, så er han blevet bedre og bedre. Han er en rigtig holdspiller, og leverer varen over hele banen.

 

Aftenens resultat er stort, og er et af Løvernes bedste nogensinde på udebane:

 

- Dagens kamp ligger rigtig højt på listen over gode internationale resultater af F.C. København. Sparta havde ikke tabt hjemme i denne sæson, så vi vidste det blev svært. Men vi viser mod og rammer den udebaneform vi havde sidste efterår. Vi træffer alle de rigtige beslutninger i dag, fx slår vi kontraerne når vi skulle slå kontra, og holder på bolden når tiden er til det.

 

På trods af et stort pres på F.C. København, så sluttes efteråret perfekt af:

 

- Presset er højt på en klub som FCK, få klubber i norden er udsat for det samme pres, og tager du fx en ”nummer fire klub i Holland”, så er kravet jo ikke at de skal vinde hver gang. Vi bygger kultur i F.C. København, og kampe som den her – og de minimum to kampe vi får i foråret, er vigtige for at få bygget den rigtige kultur op. Vi har fået 10 point i seks kampe – og får virkelig sluttet efteråret af med en positiv historie, sluttede Ståle af med at konstatere.