Magne og Molde jagter de første point

Mandag eftermiddag kl. 17 spiller F.C. København sin tredje og sidste kamp i Copa del Sol-gruppespillet mod Molde FK. Et hold, der jagter sit første point i turneringen, efter at have tabt klart til Shakhtar Donetsk med 0-3 og til Kalmar FF med de usædvanlige cifre 4-6.

 

Moldes cheftræner  Kjell Jonevret var rimeligt tilfreds med indsatsen mod Shakhtar, hvor forsvarets indsats var godkendt i de første 85 minutter, indtil Shakhtar scorede to gang i slutningen af kampen. Endda efter at have været en mand i undertal hele 2. halvleg.

 

Planen før Kalmar-kampen i fredags var derfor at fastholde defensiven og til gengæld få mere gang i det offensive spil. Den sidste del af planen lykkedes fint, mens Kjell Jonevret efter opgøret kaldte sit forsvar for en ”hønsegård” og glædede sig over, at der stadig er 6 uger til sæsonstarten i Tippeligaen…

 

Offensivt gik det som nævnt udmærket, og især senegaleseren Pape Diouf  virkede skarp og fandt vej til netmaskerne to gange i kampen. Pape Diouf skal ikke forveksles med landsmanden Mame Biram Diouf, som Molde sidste sommer solgte til Manchester United – men fik lov at beholde i efteråret på en lejeaftale. Mame Biram Diouf har dog allerede fået sin debut for United, der også har en anden Molde-spiller i kikkerten, venstrebacken Knut Olav Rinderøy, der for nylig har været på træningsophold i den engelske storklub.

 

Molde har også sagt farvel til en anden angriber, José Mota, der tidligere har slået sine folder i dansk fodbold. Han er i vinterpausen blevet udlejet til en koreansk klub, men til gengæld har Molde lejet en anden god bekendt af dansk fodbold – Baye Djiby Fall, der de seneste sæsoner har bombet mål ind for Randers FC og OB, inden fynboerne solgte ham til Lokomotiv Moskva for et år siden.

 

Molde har lejet Djiby Fall indtil udgangen af august, hvilket vidner om, at opholdet i det russiske ikke er gået helt som Djiby Fall havde forventet. En statistik, der siger 0 mål i 11 kampe, taler vel også sit eget sprog, men vi skulle kende ham dårligt, hvis ikke han nok skal få gang i målscoringen for Molde.

 

En af dem, der skal støbe kuglerne til frontløberne, er en god gammel FCK-bekendt – Magne Hoseth, der optrådte for løverne i sæsonen 2004-05, inden han af personlige årsager returnerede til Norge. Han tog en enkelt sæson i Vålerenga, inden han vendte hjem til barndomsklubben Molde, hvor han har spillet siden.

 

En ny målmand står efter sigende højt på ønskelisten blandt Molde-fansene, idet den normale førstemålmand Knut Dørum Lillebakk frygtes ude i længere tid efter en lyskeskade, han pådrog sig i pokalfinalen mod Aalesund i efteråret. I øvrigt en spændende og dramatisk finale, som Molde tabte på straffespark, efter Aalesund havde udlignet kort før den forlængede spilletids udløb.

 

Til gengæld sikrede Molde sig sølvmedaljerne i Tippeligaen – klubbens femte sølvmedaljer de seneste 15 sæsoner, hvorimod det endnu aldrig er blevet til guldmedaljer. Copa del Sol-trofæet får de heller ikke med hjem – så meget ligger i hvert fald fast inden mandagens opgør mod F.C. København, som kan følges på Canal 9 fra kl. 17.00.

 

 

 

 

Magne Hoseth (t.v.) scorede på straffe mod Kalmar FF i Moldes 4-6-nederlag.

 

 

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk