Jesper: - Følte mig som en lille, 5-årig dreng
Mandagens udgave af F.C. Københavns officielle radio, Løvetimen, kiggede nærmere på lørdagens dramatiske opgør på MCH Arena i Herning. Det københavnske nederlag på 2-3 mod formstærke FC Midtjylland blev naturligvis analyseret og diskuteret, og kampen blev også vendt med dagens to gæster, der var med på telefonen.
Den tidligere forsvarskæmpe i F.C. København, og nuværende forsvarsstyrmand i FCM, Martin Albrechtsen, var første gæst på linien, og gav sit besyv med om kampen. Martin var naturligvis glad for sejren, men sagde blandt andet:
- Vi møder Danmarks bedste hold, men FCK var aldrig helt oppe at ringe, sagde Albrechtsen.
Martin gav også sin forklaring på hvad der var årsagen til, at det var FC Midtjylland, og ikke F.C. København, der løb med sejren til sidst. Martins forklaring kan du høre hvis du lytter til mandagens udsendelse.
Med på linien var også F.C. Københavns Jesper Christiansen. Jesper kom som bekendt på banen efter udvisningen af Johan Wiland, og det var et gensyn med grønsværen som Jesper havde glædet sig utroligt meget til:
- Jeg følte mig som en lille, 5-årig dreng, sagde Christiansen til Løvetimen.
Jesper var en af de mest skuffede over FC Midtjyllands sejrsmål dybt inde i overtiden. Situationen omkring målet og hvilken slags Jesper betegner det som, kan du også høre fra mandagens udsendelse.