Ståle: - Det er hele holdet der spiller godt

Ståle: - Det er hele holdet der spiller godt

 

Lørdag eftermiddag tog F.C. København imod FC Nordsjælland, der kom til PARKEN med håbet om at gentage 2-0 sejren fra foråret. Det blev også til en 2-0 sejr, men denne gang var det F.C. København der tog alle tre point – og det efter en overbevisende indsats.

 

Af Jan Eliassen

I samtlige 93 minutter sad F.C. København på spillet, skabte mange chancer – brændte en del af dem – men vandt alligevel en meget fortjent sejr på 2-0 takket være to mål af brændvarme Dame N’Doye.

 

Efter kampen sagde træner Ståle Solbakken:

 

- Det er hele holdet der spiller godt i dag, og så ser det da også ud til at Dame N’Doye er ved at finde målformen – men selvom han scorer, så glemmer han på intet tidspunkt at han er en del af holdet.

 

Det var generelt en meget tilfreds træner der fra bænken så Løverne vinde 2-0:

 

- Ja, jeg er tilfreds, tilfreds med den måde vi styrer spillet – og tilfreds med at vi spiller så godt selvom vi har nogle stamspillere siddende udenfor. Selvfølgelig kan man aldrig være sikker på at vinde sådan en kamp her, men når man styrer spillet så flot og samtidig skaber så mange chancer, så er der jo altid en god chance for at vinde.

 

Dagens dobbelte matchvinder var også ganske tilfreds:

 

-  Jeg har en god følelse efter endnu en sejr. Men det er ikke kun mig, det er hele holdet der leverer og spiller godt – og det er derfor vi får scoret de mål der skal til at vinde i dag. Nu skal vi lige slappe af ovenpå dagens kamp, men så starter træningen frem imod kampen mod Rosenborg.  Her gælder det om at være fokuserede, og så vil jeg da gøre alt hvad jeg kan, for også at score mod dem, sagde 2-måls skytten Dame N’Doye.

 

>>>>> Læs spillercitater her  

 

>>>>> Se billeder fra kampen her  

 

>>>>> Læs kampreferatet her