PARKEN Sport & Entertainment søger Grafisk Designer

PARKEN gør status efter Brøndby-kampen

F.C. København besejrede i går aftes Brøndby IF med 2-0 på hjemmebane i PARKEN. Desværre var det ikke alene spillet på banen, der tiltræk sig opmærksomhed, idet en række personer placeret på Brøndbys fanafsnit udviste en særdeles beskæmmende opførsel.

 

Status ovenpå urolighederne er nu foretaget og F.C. Københavns sikkerhedschef Leif Bjørn fortæller:

 

- Det er de værste uroligheder, jeg har oplevet i mine 13 år i PARKEN. Vi har nu opgjort de materielle skader, og der er udøvet hærværk for mere end 600.000 kroner på SuperBest tribunen. Det er blandt andet gået ud over 478 sæder ligesom toilet-faciliteterne under tribunen er blevet raseret, siger Leif Bjørn.

 

Ikke kun en lille skare

 

I forbindelse med kampen kom 58 mennesker lettere til skade, heraf 8 på grund af romerlys-afbrændinger. Klubben er dog i al dette meget tilfredse med det samarbejde, der var med politiet før, under og efter kampen. Især fordi det ikke blot - som det er blevet refereret i medierne - var en lille skare, der lavede balladen.

 

- Vi har videodokumentation på, at det var over 200 mennesker, der deltog i urolighederne, hvoraf de 38 blev anholdt i går. Her til formiddag har vi haft møde med politiet, der blandt andet vil få overdraget al dokumentation herunder video-og foto-materiale, således at så mange som muligt af disse individer kan blive identificeret og retsforfulgt. Det der skete i forbindelse med kampen i går er ikke acceptabelt.  Vi kan og skal ikke leve med dette scenarie fremover, siger Leif Bjørn.

 

F.C. København vil fremadrettet gå i endnu tættere dialog med Brøndby IF vedrørende kamp-afviklingen, ligesom klubben i endnu højere grad vil inddrage politiet og DBU i de beslutninger, der bliver foretaget inden kampene.