To 100 kamp-jubilarer
Inden lørdagens hjemmekamp mod Esbjerg fB var der blomster og hyldest til Morten Nordstrand og César Santin, der begge har rundet kamp nr. 100 for F.C. København.
”Nord” kom til F.C. København i sommeren 2007 og debuterede den 18. juli på sin tidligere hjemmebane, Farum Park, hvor FC Nordsjælland besejrede løverne 1-0. Efter en sæson i Holland kom han tilbage til F.C. København i sommeren 2010, men på grund af en skade var han først klar til comeback i slutningen af oktober. Han rundede kamp nr. 100, da han kom på banen i Randers forrige weekend.
César Santin kom til klubben året efter fra Kalmar FF, og brasilianeren debuterede den 27. juli med en 1-1-kamp i Randers. César blev noteret for kamp nr. 100 i udekampen mod SønderjyskE den 14. november.
De næste F.C. København-spillere, der kan se frem til et 100 kamp-jubilæum, er Thomas Kristensen og Martin Vingaard, der efter Esbjerg-kampen er noteret for henholdsvis 96 og 91 kampe.
Morten Nordstrands debut i juli 2007 mod FC Nordsjælland
César Santins debut i juli 2008 mod Randers FC
Fotos: Sportsagency.dk