F.C. København ønsker stemning og tilskuere
F.C. København har i de seneste dage undrende fulgt debatten om manglende lyst til at sikre tilskuere til de attraktive lokalopgør mod Brøndby IF. Debatten har helt konkret gået på, at F.C. København vil begrænse antallet af Brøndby-fans i PARKEN.
- Det virker en smule surrealistisk at skulle læse, at ledelsen i F.C. København skulle ønske at begrænse antallet af Brøndby-fans til en kamp om et halvt år i PARKEN. Hvor kom den fra... Det er ærgerligt, at blandt andet en indsigtsløs blogskribent ønsker at piske en stemning op som ingen hold i virkeligheden har. En meningsløs optrapning, hvor man må spekulere om motivet, siger administrerende direktør Anders Hørsholt, og fortsætter:
- Kampene mod Brøndby IF - og specielt dem i PARKEN - er et tilløbsstykke for hele København og omegn, og det ønsker vi naturligvis fortsat de skal være. Vi ønsker mest mulig stemning og flest mulige tilskuere i PARKEN.