Wilands gamle venner på besøg
På lørdag spiller F.C. København forårets sidste
træningskamp, inden det i næste weekend atter er tid til Superliga.
Modstanderen er svenske IF Elfsborg – en klub der for øvrigt er Johan
Wilands tidligere arbejdsgiver.
Af Jan Eliassen
Nu
er der sikkert skiftet godt og grundigt ud i Elsborgs spillerstab siden
Johan Wiland i 2009 skiftede til F.C. København, for ellers kunne det
jo godt tænkes, at trænerteamet lige ville have forhørt sig hos Wiland
om hvilket hold der venter på lørdag, for Løvernes svenske keeper kom
til IF Elfsborg, da han blot var 16 år gammel - og med tanke på, at
Wiland i dag er 31 år gammel, så er det jo ved at være nogle år siden...
Wiland
fik dog først sin debut for IF Elfsborgs førstehold i 2000, og han
havde i 2009, da han skiftede til F.C. København, spillet over 200 kampe
for klubben. Ydermere havde Wiland også i 2006 været med til at
hjemføre Elfsborg femte mesterskab – det første svenske mesterskab til
IF Elfsborg siden 1961.
Alle gode gange tre?
F.C.
København har to gange før mødt IF Elfsborg. Begge kampe er vundet, og i
begge opgør har Løverne scoret to mål, så bliver det også til en sejr
på lørdag, så er F.C. København altså tre ud af tre mod Johan Wilands
gamle klub.
Første gang F.C. København besejrede IF Elfsborg var i
foråret 2007, hvor det lykkedes for både Hjalte Bo Nørregaard og
Michael Silberbauer at passere Johan Wiland i Elfsborgs mål. Det
lykkedes dog Samuel Holmén at reducere på straffespark, men selvom
svenskerne kastede alt frem til sidst for at få en udligning – selv
keeper Wiland var med fremme på hjørnespark – så fik de ikke udlignet,
og dermed var en københavnske 2-1 sejr en realitet.
Det seneste
opgør mellem F.C. København og IF Elfsborg var for lidt over et år
siden, hvor de to klubber spillede træningskamp på Nummer 10. F.C.
København manglede i dette opgør en række profiler, for både Wiland,
Pospech, Antonsson, Wendt, Kvist og N'Doye stod over efter at have været
i aktion med deres respektive landshold. Det afholdt dog ikke Løverne
fra at vinde opgøret med 2-0, for både Cesar Santin og Kenneth Zorohe
fik sparket bolden ind bag Elfsborgs målmand – der denne gang var den
tidligere FCK’er Jesper Christiansen.
IF Elfsborg i sidste sæson
I
den forgangne sæson vandt IF Elfsborg bronze efter en sæson der bød på
18 sejre, tre uafgjorte og ni nederlag. De 57 point betød at Elfsborg
sluttede lige præcis et point efter AIK Stockholm, men seks point efter
mestrene fra Helsingborg.
Elfsborg scorede 52 mål i Allsvenskan,
og fire mand tegnede sig 29 af dem, og da alle fire mand stadig er i
klubben, så skal F.C. Københavns defensiv nok holde et skarpt øje med
Lasse Nilsson (10 mål sidste sæson), David Elm (7), Niklas Hult (6) og
Stefan Ishizaki (6).