Hørsholt: Opfør jer ordentligt OG bliv væk!
I dag burde det handle om fodbold. Alle os, som holder med F.C. København, burde have vendt og drejet vores spil, talt om vores nye spilleres debut og tjekket stillingen efter 19. spillerunde i Superligaen. Vi har ventet flere måneder på at komme i gang efter en lang vinterpause, men gårsdagens uafgjorte resultat i Aalborg er blot en parentes. Det, som står klarest i erindringen, er den skandaløse afvikling af kampen, jeg selv, tusindvis af fredelige tilskuere og hundrede tusinder af danske tv-seere var vidner til.
Anholdelser, kampudsættelse, romerlys, advarsler, dommerafbrydelse og provokerende gestikulationer. Det var, hvad vores første kamp i 2012 skulle huskes for. I F.C. København tager vi på det kraftigste afstand fra den egoistiske, voldelige og ødelæggende adfærd, som visse elementer på vores udebaneafsnit udviste i går.
Det var beskæmmende at opleve, hvordan de mennesker, som kalder sig selv for fans af F.C. København, valgte at ”støtte” klubben søndag aften. Og jeg opfordrer til selvransagelse både i fangruppen generelt, men særligt hos det enkelte individ, der valgte at bruge sin søndag på at ødelægge en fodboldkamp, skade F.C. Københavns omdømme og benytte en begivenhed med offentligt fokus til at sætte sig selv i scene på denne destruktive facon.
Vi tolererer naturligvis ikke denne opførsel fra fans, som bliver associeret med os. Og vi vil afsøge mulighederne for at disse mennesker ikke opnår adgang til F.C. Københavns kampe. Det arbejde har stået på længe, og det intensiveres efter søndagens hændelser. Vi har billedmateriale, som vi nu vil gennemgå med henblik på uddeling af karantæner, ligesom vi vil samarbejde med relevante myndigheder for at imødekomme problemerne.
Hvis denne udmelding for en kort stund skal handle om fodbold, så minder jeg de mennesker om, som fortsat holder med klubben, at F.C. København risikerer sportslige sanktioner, som vil gøre det betydeligt vanskeligere at opnå vores målsætning om at blive danske mestre og kvalificere os til Champions League, hvis lignende episoder gentager sig. Det er mål, som vi skal hjælpe hinanden med at nå – og derfor kan vi ikke fremadrettet risikere, at enkelte tosser ødelægger oplevelsen for de mange.
Til de af jer, som bruger F.C. København som legeplads for destruktiv og usportslig adfærd, har jeg blot at sige:
Opfør jer ordentligt OG bliv væk!
Anders Hørsholt
Adm. direktør, F.C. København